Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: ADesk Inspire H24: Komplet løsning til kontoret

Med denne alt i en-løsning får du både en fin skærm og en velkørende computer.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du alligevel står overfor at skulle opgradere hele kontormaskineriet og ikke i forvejen har en god skærm, som du ønsker at holde fast i, er det værd at overveje en alt i en-computer. Så får du nemlig skærmen med. Alt er bygget sammen i én løsning, som er nem at finde plads til på kontoret.

ADesk Inspire H24 er en glimrende Windows-baseret repræsentant for denne kategori af stationære computere. 

God stil på skrivebordet

Selvom det hele er bygget ud i et, er pc’en relativ diskret og ganske stilfuld i sit simple hvide og metalgrå design. Der er stort set ingen ramme om den slanke skærm, og med fleksibel højde og hældning er det nemt at justere den til en ideel arbejdsposition. 

Især for dem, der gerne vil gøre brug af skærmens touch-funktionalitet, er det vigtigt at kunne indstille positionen præcist.

Med en 23,8” Full HD-touchskærm rammer den fint, hvad de fleste har behov for af skærmplads. Sidder du cirka en halv meter fra den, får du et fint brugbart billede til kontoropgaver – uden alt for tydelig pixelering. 

 Til grafiske opgaver er det dog ikke en optimal løsning. Her ville mere skærmareal, højere opløsning og lidt større farvekorrekthed være at foretrække – men det er heller ikke det, denne maskine er skabt til. 

Hurtig processor

H24 er uden dedikeret grafikkort, med beskeden grafikydelse til følge. Så professionel videoredigering og andre krævende medieopgaver er ikke en reel mulighed her.

Som allround kontormaskine opleves den dog særdeles smidig. Den stærke Intel i7-10700 gør den velegnet til processor-tunge opgaver, mens en pæn portion ram og en stor ssd af M.2-typen giver plads til omfattende multitasking og sikrer, at systemet kører stabilt. Det er ikke de hurtigste lagringsmedier i testen, men de gør deres job ganske fornuftigt.

Internettet flyder også med nogenlunde fart. Der er kabletforbindelse i form af almindeligt LAN, og der er også indbygget trådløst net, dog ikke af den nye, hurtige Wi-Fi 6-standard.

Udvalget af tilslutninger er for så vidt også fornuftigt nok. Med seks USB-porte, kortlæser, HDMI, lyd ind/ud, VGA og LAN er de fleste godt dækket ind. En enkelt USB C-port, havde dog ikke været af vejen. 

Maskinen kommer ikke kun med indbygget skærm. Der følger også tastatur og mus med. Man har valgt et KM470-sæt fra Logitech. Det er lige lovlig skrabet i kvalitet, hvis man arbejder ved computeren hele dagen, men fungerer udmærket til basal betjening.

Webkamera er også integreret. Det springer op, når du trykker i toppen af skærmen. Når det ikke  længere bruges, kan du lukke det ned igen, så du ikke skal frygte for, at nogen kigger med, uden du ved det. 

Kameraet såvel som computerens indbyggede mikrofon er af fornuftig kvalitet, så du kan afvikle videomøder uden knas.

Stærk allrounder

Som styresystem er præinstalleret Windows 10 Pro. Maskinen er således klar til at indgå i en virksomhed. Er man ude efter en nem løsning til sine medarbejdere, ville en stak af disse maskiner ikke være det værste, man kunne finde på. 

Til prisen får man en rigtig solid allround-løsning, som vil sikre høj effektivitet, når det gælder almindelige kontoropgaver og ikke mindst en god pladsøkonomi, hvis kontorpladsen ikke er enorm.