Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Adata XPG SD700X: Ekstrem disk til gameren

Hvis disken ikke kan være hurtig nok og skal være mest mulig mobil, så kig lige her.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne disk vejer kun 100 gram og kan ligge i en hånd. Alligevel er den ret hårdfør. Adatas XPG er en såkaldt rugged model med gummikanter, der giver ekstra beskyttelse til den 512 GB store ssd-disk. Enheden er i sort og rød, som matcher mange gamingbærbare. Disken er rette mod pc-gamere, men kan med fordel også benyttes med Playstation og Xbox, hvor den vil overgå den indbyggede disk med et par længder.

Adata XPG SD700X giver gameren en ekstra disk – i fald der skulle mangle plads på computerens interne disk. Men den høje ydelse gør disken oplagt for brugere, der har mange og store filer, der skal overføres hurtigt.

At disken samtidig er stødsikker, kan håndtere vand ned til 1,5 meters dybde og faktisk overholder militærstandarder for diske (IP68-certificeret) er et kæmpe, ekstra plus. Adata’en vil derfor også være oplagt til fotografen på farten eller for personer, der arbejder i særligt krævende miljøer. XPG SD700X er på alle planer en imponerende disk (bortset fra den høje gigabyte-pris) og derfor testens vinder.