Bedst som man sidder og tænker, at Phison sidder tungt på markedet for tredjepartscontrollere, kommer XPG Gammix S70 og river tæppet væk under den antagelse. Når man løfter det solide metallåg på dette M.2-drev, finder man sandelig en InnoGrit IG5236-chip, og det er ganske fascinerende.
Hvad kan vi fortælle dig om Inno-Grit IG5236, som vi har haft på testbænken? Det er en multikerne-controller med NVMe 1.4-support, otte hukommelseskanaler og et quad-lane-PCIe 4.0-interface. Ligesom Phison E18 bygger den på TSMC’s FinFET-proces på 12 nm, og det lover godt for sager som clockhastighed, varme og energieffektivitet.
Naturligvis er det ikke i sig selv nok at være ny. Det er det heller ikke at have flere gigabyte båndbredde i hver retning. Ssd-markedet myldrer med PCIe 4.0-drev, der kan kværne enorme tal ud.
Når det er sagt, ser hastighederne aldeles udmærkede ud med 7400 MB/s læsning og 6800 MB/s skrivning. Hertil kommer, at InnoGrit-chippen understøtter både SLC-caching og dram-cache. I denne udgave får man 666 GB SLC-cache og 2 GB DDR4 dram-cache. Foreløbig lyder det særdeles konkurrencedygtigt.
Hvis man imidlertid leder efter sprækker i rustningen, vil man finde nogle stykker. Til at begynde med er drevets maksimale IOPS angivet til 650K for læsning og 740K for skrivning. Det er et stykke fra den standard på en million, som flere af disse drev præsterer. Tilsvarende er den angivne skriveholdbarhed på 1480 TB hele 1000 TB bagefter de allerbedste.