Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Stærk i begge roller

Hvis du går efter en tablet, der er stærk nok som en pc, eller en pc, der er en fin tablet, så kig på Acer Switch Alpha 12.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Acer Switch Alpha 12 er født som 2 i 1-computer, hvor tastaturet kan klikkes af og på som med ganske almindelige tablets. Her får du det medleveret, og det er vel også rimeligt, når nu prisen er på den forkerte side af 10.000 kroner. Det er mange penge, men så har du også en Windows-tablet, der næsten har kræfter som de bedste bærbare pc’er.

Tablet på steroider

Switch Alpha 12 har Intel Core i7-processor, og 12”-skærm med meget høj opløsning, og i det hele taget opleves den bare kvik og meget, meget lækker.

Nu er en Core i7-processor en ret vild sag at bygge ind i en tablet, og Acer bruger da også væskekøling for at holde processoren nogenlunde nede i temperatur. Og naturligvis for at spare en larmende blæser, som ellers var alternativet. Det er altså en tablet på steroider, vi har her! Nævnte vi også en 512 GB stor ssd-disk? I tabletternes verden er vi oppe i ren Ferrari-klasse!

I praktisk brug opleves Switch Alpha 12 nærmest som en traditionel bærbar Windows-pc, når tastaturet er klikket på. Tasterne er rare at bruge, for de har den helt rigtige vandring. Men pladen under kan godt vippe lidt, hvis du trykker hårdt. Du kan stille tastaturet i forskellige vinkler, hvilket alt andet lige er lidt mere bøvlet end med tastaturet på en ægte bærbar pc.

Som med tilsvarende typer, hvor du kan få løst tastatur, er opstillingen også noget mere bøvlet, og det skal du være parat til at leve med i hverdagen. Vi glædes dog over, at støttefoden bagpå har en lille gummidel indbygget, så foden står helt stabilt på bordet. Lækker og praktisk detalje.

Uanede kræfter

Målt som tablet alene gør kombinationen af meget høj ydelse, stor skærm og Windows 10, at Switch Alpha 12 kan bruges til alt i hjemmet og på farten, og det er derfor også en maskine, vi meget gerne vil eje.

De 900 gram gør den til en tung sag i tabletsammenhæng, men det opvejes til fulde af, at du så har så gavmildt et skærmareal til rådighed og ikke mindst de nærmest uanede kræfter.

En tablet med processor fra Intels bedste linje kræver køling, og det klares her med væske. Ret vildt i en tablet! En tablet med processor fra Intels bedste linje kræver køling, og det klares her med væske. Ret vildt i en tablet!

Der er ingen tvivl om, at du nemt kan finde en bærbar computer til lavere pris, der har højere ydelse, men så må du undvære tabletfunktionen. Så skulle vi vælge uden hensyn til prisen, ville vi pege på denne Acer, og derfor er den også testens klare vinder.

Tastaturet har læder på bagsiden og på dele af fronten. Det er lige til at klikke af, når det ikke bruges. Tastaturet har læder på bagsiden og på dele af fronten. Det er lige til at klikke af, når det ikke bruges.