Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acer Switch 5 SW512: Hybrid med fed skærm

En forrygende god skærm kombineret med godt tastatur giver denne Acer en klar anbefaling.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

På papiret kan Switch 5 omtrent det samme som testvinderen fra Lenovo, og så er den endda billigere. Læg dertil, at skærmen på stort set samme størrelse har højere opløsning. Så denne tablet er tæt på at løbe med guldet. Lenovos testdeltager er lidt mere gedigen, og så er den hurtigere takket være den nyere variant af Intels i5-processor.

Men med det sagt skal vi hurtigt nævne, at er du ude efter en hybrid – tablet inklusive tastatur – med høj klasse, og ønsker du ikke at betale helt så meget som for Lenovo’en er Acer Switch 5 i denne version bestemt en løsning, du skal sætte dit spotlys på.

Selvom tastaturet ikke er på niveau med Lenovos, så er det fint at skrive på, og du får samme funktion, hvor tastaturet løftes lidt op, når du benytter støttefoden bag skærmen. Denne fod er i øvrigt fræset ind og ligger helt plant med bagsiden, når den er klappet ind. Lækkert!

Vægten er halvhøj men du får til gengæld en 12”-skærm, som har meget høj opløsning. Der er ikke tale om 4K, men når der arbejdes med billeder, er Swift 5 en drøm: Du får masser af detaljer. Ved film kan du ikke nyde helt den samme glød som hos Lenovo, hvis større billedpunkter sikrer en bedre farvedybde (større billedpunkter giver generelt dårligere detaljering, men ofte bedre farvedybde).