Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acer Swift X: Prisstærk allrounder med stort overskud

Den er let og nem at tage med, men rummer kræfter til både kreativit arbejde og gaming.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I sit design er det ikke den mest ophidsende maskine. Med sit metalgrå aluminumsydre er den ærlig talt halvkedelig. Til gengæld er den relativt let (1,5 kilo) og særdeles robust.

Tasterne er okay, men føles lidt, som om de er taget fra Acers billigere segment af bærbare. De får dog jobbet gjort, og det samme gælder touchpad’en og får så vidt også skærmen. Den overrumpler ikke, men leverer et farvestærkt og kontrastrigt billede med fornuftig lysstyrke.

Der er fingeraftrykslæser til login – placeret nogenlunde nemt tilgængeligt under tastaturet. Videosamtaler klarer Swift X på fornem vis takket være et fint webkamera, som håndterer selv mindre optimale lysforhold på fornuftig vis. Lyden er også ganske udmærket både ud af højttalerne og i mikrofonerne.

Udvalget af tilslutninger er heller ikke ringe, uden dog at være overdådigt. Der er, hvad der bør være i en maskine som denne, herunder også HDMI.

Smæk for skillingen

Det, der gør, at man må spærre øjnene op, er ydelsen. En stærk Ryzen 7-processor kombineret med et RTX 3050 T-grafikkort betyder, at vi er oppe i den øverste ende af spektret, når det gælder rå regnekraft. 16 GB ram og en stor, hurtig 1 TB-ssd er samtidig med til at sikre overskud til selv større projekter og multitasking.

Swift X er således en bærbar, du vil kunne bruge til praktisk taget alt. Og det er altså lidt af en bedrift, når vi taler om en maskine, der koster under 11.000 kroner.

Så selvom designet ikke er prangende, og Swift X i de fleste af sine egenskaber er gennemsnitlig, er den et fremragende køb og et stærkt bud på en god Windows 11-bærbar.