Home » AOD Pro » Acer Swift 5 SF514-55T [TEST]: Økonomisk og kompakt letvægter med gode muskler
Acer Swift 5 SF514-55T [TEST]: Økonomisk og kompakt  letvægter med gode muskler

Acer Swift 5 SF514-55T [TEST]: Økonomisk og kompakt letvægter med gode muskler

Share

Sammenlignet med de to store laptops i denne test er denne Acer fjerlet med en vægt på blot et kilo. Til en Office-pakke er der rigelige ressourcer

Acers Swift-produktfamilien har vi hidtil oplevet som indbegrebet af snusfornuft og økonomi. Det sidste er der ikke pillet ved i den nye 5’er, men designet er blevet gjort lidt mere luksusbetonet med guld/bronze-detaljer i logoet på oversiden og det lange hængsel i bagkanten. Dette lyder ikke af meget, men springet fra de tidligere grå mus er absolut til at få øje på.

Stærk hardware

Ligesom i tidligere generationer har Acer klemt en Full HD-skærm på 14” i 16:9-format ind på et areal, der kun er lidt længere end et A4-ark. I vores øjne er touchskærmen blevet mere strålende og dynamisk, og den beskyttes nu af Antimicrobial Corning Gorilla Glass. Antimicrobi-hvadfornoget? Det kan man få hele historien om på www.corning.com, men essensen er, at en særlig overfladebehandling også gør den usårlige skærm uimodtagelig for fedtfingre og eliminerer bakterier. Efter et par ugers afprøvning og lejlighedsvis Office-brug kan vi konstatere, at skærmen stadig virker ren og lækker.

Se også:  OLED-skærm og stærk grafik i Acers slanke gaming-pc

Processoren er en overkommelig Intel Core i7-1165G7 med Iris Xe-grafik, og den øvrige siliciumbestykning er generøs i prisklassen med en hel terabyte lager og 16 GB hukommelse. Tre USB-porte, en audiobøsning og en HDMI-terminal giver fleksible muligheder for at docke computeren sammen med en større skærm og et rigtigt tastatur på (hjemme)arbejdspladsen.

Indtryk og benchmarks

Som den eneste testdeltager har Acer valgt Home-versionen af Windows og sparet lidt penge. Det betyder, at pc’en kommer med lidt – altid for meget for os – bloatware præinstalleret. På proceslinjen er der logoer til Firefox, Booking og Dropbox, og der er mere andet ragelse. Men det kan du jo bare fjerne med hård hånd.

En lille sticker siger ”Intel Evo”. Frit oversat betyder det, at Intel anerkender, at denne bærbare computer lever op til ganske særlige krav med hensyn til forhold som lav vægt og lang batteritid.

Vi så lidt dumme ud, da vi tændte den testede Acer Swift 5 SF514-55T første gang: Fra vi havde trykket på knappen, til startskærmen var oppe, gik der blot 10 sekunder. Det er vildt for en Windows-maskine. Og når laptoppen vækkes fra slumretilstand, er den klar øjeblikkeligt!

Se også:  Acer Predator Triton 500 [TEST]: Forklædt som kontormaskine

Tastaturet er mere end godkendt til prisen, og vi forestiller os, at især brugere, som også behersker blindskrift på en tablet, vil finde det behageligt at skrive på. Vi er mindre begejstrede for, at Acer har valgt en kontrastfattig løsning med antracitgrå taster og okker-påskrifter. Det er elegant, men ikke så praktisk som sort og hvid.

Til videomøder virker det indbyggede kamera skarpere end forventet i forhold til den ret lave opløsning, men dårlige lysforhold bryder det sig ikke om. Kølesystemet er som skabt til en stillekupé, for maskinen siger absolut intet ved Office-brug, og selv en 3D-grafiktest generer ikke de sarteste ører på en meters afstand.

Ligesom andre pc’er uden andet grafikkort end det i Intel-processoren er denne Acer sløv til 3D-grafik. Geekbench registrerer en OpenCL-scoring på blot 18.449 – en reduktion på næsten 85 procent i forhold til testens modeller med RTX 3070-grafikkort. Hos PassMark er resultaterne i disciplinerne processor, hukommelse og lager absolut tilfredsstillende.


TAGS
Acer
Bærbar
Laptop

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S