Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acer Predator X27: 4K-gamingskærm med uforlignelig billedkvalitet

Søger du den ultimative gamingskærm, når det kommer til features og billedkvalitet, så er Acer Predator X27 noget af det hotteste lige nu. Prisen kan virke eksorbitant, men skærmen er skøn.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du søger den ultimative gamingskærm lige nu set i forhold til features og billedkvalitet, så er Acers Predator X27 blandt de allerbedste skærme. Der findes i skrivende stund faktisk kun en gamingskærm fra Asus, der holder samme høje niveau.

Skærmen bugner af features, der har til formål at højne billedkvaliteten og spiloplevelsen. Men på et punkt erobrer skærmen her ikke olympen. Hvor de hurtigste gamingskærme har en skærmopdatering på 240 Hz, er den her 144 Hz og responstiden er på
4 ms mod 1 ms for de hurtigste.

Det skyldes, at disse skærme er udstyret med TN-paneler, der tilgodeser hurtige opdateringshastigheder, men som til gengæld slet ikke kan følge med, når det drejer sig om billedkvalitet.

Visuelt udstyrsstykke

Man kan godt argumentere for, at prisen balancerer på kanten af det glade vanvid. Alternativt betragtet henvender skærmen sig til et lille, men købestærkt segment, der higer efter det bedst tilgængelige på markedet.

Hvorom alt er, så står Predator X27 for en ekstravagancd af kvaliteter, som virkeligt ikke er normalt for en gamingskærm. På sit felt er det mindst lige så meget en skærm til film samt til grafiske programmer i bredeste forstand.

Hvis du ikke kun er passioneret gamer, men samtidig anvender andre programmer, hvor det er vigtigt med virkeligt gode billedmæssige kvaliteter, så har vi her en klar vinder, indrømmet til en premium pris.

Acer Predator X27 understøtter G-Sync HDR, hvilket lægger grundstenen for en stabil og harmonisk fortløbende spiloplevelse. Her er der ikke antydningen af ghosting.

Skærmen kræver dog sit af grafikkortet ved gaming i fuld opløsning, selv med det hotteste grafikkort for tiden Nvidias RTX 2080 Ti, så vil man i moderne titler ikke kunne opnå en gennemsnitlig antal fps, der modsvarer skærmens 144 Hz opdateringsfrekvens.

Skærmens grundlæggende opdateringshastighed er i øvrigt på 120 Hz, for at nå 144 Hz skal dette aktiveres i skærmens onscreen menu.

Vi har i testen ikke kunnet presse skærmen i bund rent ydelsesmæssigt med det anvendte GTX 1070 Ti grafikkort. Men billedkvaliteten er en anden sag, her har vi oplevet fuld valuta for pengene.

Predator X27 kan vise 1,07 milliarder farver, og netop farvegengivelsen er eminent for en gamingskærm, og skulle almindelig SDR-billedkvalitet ikke række, så understøttes HDR10 også, hvilket dels gøres muligt af en meget høj lysstyrke samt en bagbelysning opdelt i 384 zoner.

HDR10 skal aktiveres i Windows 10, før det fungerer, og alle led i kæden skal naturligvis understøtte standarden, inklusive de film og spil du måtte ønske at se i HDR 10.

Selv i standard SDR-mode er skærmen en oplevelse, den er lysstærk og leverer en levende og potent farvegengivelse. Skærmen understøtter således 99 procent af Adobe RGB-farverummet, og mere end 100 procent af sRGB-farverummet.

Og det kan ses, skal det siges. Kombineret med IPS-panelets kvaliteter, er det en virkelig flot skærm ikke blot til gaming, men også til andre krævende grafiske opgaver. Bemærk at der medfølger afskærmning, der forhindrer lysindfald, hvilket normalt hører til hos dedikerede grafiske skærme.

Hvis man får HDR 10 til at spille, belønnes man med en billedmæssig oplevelse, der fremstår mere ’ægte’, kontraster forbedres, og farverne virker mere dynamiske. Resultatet er simpelthen forbløffende godt i de sammenhænge, hvor det indtil videre kan udnyttes.

Meget mere at glæde sig til

Du får også en fantastisk ergonomi, omfattende indstillingsmuligheder via onscreen-menu, og som bonus indbyggede højttalere.