Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acer Predator Triton 700: Voldsom gamingbærbar med 120 Hz lige i synet

Acer Triton 700 befinder sig i et meget højt luftlag, det er en af få ultrastærke gamingbærbare, der leve-rer gaming fra øverste hylde i et slankt kabinet, og oveni smider en lynhurtig skærm.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er du typen, der går efter at anskaffe dig det bedste, næsten uanset hvad omkostningerne er, så burde du kigge her. Acer Predator Triton 700 er nemlig en glimrende eksponent for, hvor meget gamingpower man i dag kan presse sammen i et i øvrigt slankt 15,6" kabinet.

Den testede udgave er toppen af poppen indenfor modelserien, hvilket medfører, at den vil lænse din bankkonto for 30 tusser populært sagt. Efter at have sundet os over det, kan vi koncentrere os om alle de goodies, der så følger med.

Man får en bumstærk 15,6" bærbar med et aluminiumskabinet, der blot er 18,9 mm tykt og udført i obsidian sort. Designet har den klassiske tilbagelænede gamingudstråling med en tilpas mængde aggresivitet.

Men samtidig er den helt sin egen, hvilket skyldes den meget atypiske trouchpad, den befinder sig for det første ikke foran tastaturet, den dækker det meste af arealet bagved.

Touchpad består her af meget stærkt gorilla glas, hvorigennem man kan se dele af den kølerløsning, der i det hele taget gør konstruktionen af denne bærbare mulig.

Touchpad er utraditionelt placeret, men det virker fint med dobbelt tab for venstreklik, og tab med to fingre for højreklik. Hvorom alt er, så medfølger der en Predator mus til den bærbare, som sikkert vil blive det foretrukne inputredskab.

Muskler og funktion

Køber man en bærbar som Triton 700, er det fordi, man vil have det bedste, og her får man det endda fra to verdener.

En ultrastærk bærbar der er tynd, vejer relativt beskedne 2,4 kg og understøtter snart sagt alle gamerrelaterede features. G-Sync understøttes, der anvendes et Killer LAN-netværkskort, samt et Killer trådløst 802.11ac netværkskort med Bluetooth 4.1.

Endelig så understøtter ips-skærmen en opdateringshastighed på 120 Hz. Dolby Atmos understøttes ligeledes, hvilket giver en virkelig god lyd kombineret med det rette headset. Hertil kommer der mekanisk tastatur.

Der er dermed lagt op til, at skulle den bærbare være udstyret med vild hardware, hvilket den tilfældigvis er, så kan man også få fuld udbytte, fordi alle komponenter spiller sammen som et fintunet orkester.

Den kraftige firkernede Core i7 processor når normalt 2,8 GHz, men kan nå 3,8 GHz, når den presses. Den kan også håndtere otte tråde af gangen, så den er ikke kun til stor hjælp ved gaming, men klarer uden problemer alle andre opgaver.

Den testede model har masser af ram, og det for gaming-egenskaberne så vitale GTX1080 grafikkort har 8 GB hukommelse. Krydret med to pci-e ssd'er i raid 0 er det ikke sært, at vi ikke kan finde noget at klage over, når det kommer til ydelsen. Faktisk er den så stærk, at kobler du en ekstern skærm til, så har man en virkelig god erstatning for en stationær computer.

Årsag og virkning

Det er en fornøjelse at benytte en bærbar som denne såvel i dens primære funktion som gamingbærbar eller til andre opgaver. Spil afvikles med flydende grafik, og der er rigeligt med overskud i alle situationer.

Grunden til, at dette kan lade sig gøre i et så tyndt kabinet, er den specielle kølerløsning, der benytter to store blæsere, bruger fem heatpipes og har strategisk anbragte indsugning- og udluftningshuller.

Alle disse tiltag samt strømbesparende tiltag og CoolBoost-funktion er med til at sikre, at Triton 700 bærer Nvidia Max-Q prædikatet. Hvilket er et kvalitetsstempel, der sikrer høj ydelse i tynde bærbare med Nvidia grafikkort.

Et par eksempler på ydelsen er en score på 116,2 gops i SiSoftware Sandra 2017 i den cpu-aritmetiske test. 92,85 fps i CineBench R15 OpenGL test, og 14.103 3DMarks i Fire Strike testen. Ssd-løsningen er målt til 2,05 GB/s i sekventiel læsning og 675 MB/s for skrivning.