Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acer KG241: 24”-skærm til små penge

Skærmydelsen er i orden, men ergonomien halter noget i den skarpt prissatte skærm.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man må sige, at små 1400 kroner for en 24”-skærm, det er altså billigt. Især da, når der som her er tale om en gamingskærm med høj opdateringsfrekvens. Acer KG241 ligger på markedsstandarden, som er 144 Hz og har samme ydelse som Asus og BenQ, der begge koster mere.

Billedmæssigt er Acer-skærmen da også rigtig god til prisen. Det er svært at se forskel på denne og den 500 kroner dyrere Asus, mens KG241 ikke helt matcher BenQ, der har lidt bedre farver. Billedet er roligt, og som gamer, der drømmer om at få en 24”-skærm uden at skulle lægge alle sparepengene, er den helt oplagt.

Ikke til billedbehandling

Det er dog kun til gaming og andre former for spil, at den kan følge med Asus. Billedet står lidt for lyst og har for lidt kontrast. Det fungerer fint i spil, men pusler du også med billedbehandling, så er det slet ikke godt nok. Til tekst og andre daglige opgaver savner vi også noget kontrast og dynamik i billedet.

Skærmen er placeret oven på en lille og nydelig fod, der står godt fast, men den giver absolut ingen mulighed for justering. Så hvis ikke skærmhøjden passer til den placering, du ønsker eller har mulighed for, er du prisgivet; ellers skal til at stille skærmen oven på et par bøger eller andet forhåndenværende.