Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Acer Iconia Tab 10

Til prisen får man en god oplevelse, men det kan mærkes, at prisen er i den lave ende.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Iconia Tablet 10 er testens billigste tablet, det viser sig også i de forskellige benchmarks, hvor det tydeligt fremgår, at den hovedsageligt er egnet til lettere anvendelser. Dog er det ikke testens langsomste, når det kommer til 3D-grafik. Tabletten kan også fås med højere opløst skærm.

Den KitKat-baserede tablet 10 vejer 510 gram og er dermed testens næsttungeste tablet. Forskellen til de lettere tablets lyder måske ikke af så meget, men det kan tydeligt mærkes, når man holder tabletten.
Skærmopløsningen i 16:10-formatet er den for Android-tablets så klassiske 1280 x 800 pixel, det modsvarer en pixeltæthed på 149,4 PPI. Man skal altså ikke forvente et superdetaljeret billede. Lysstyrken er tilstrækkelig uden at imponere.

Billig tablet med et nydeligt design. Skærmen er ikke den mest højopløste, men lysstærk nok, og der er fint med tilslutningsmuligheder.

Til prisen får man dog en god oplevelse, det kan dog mærkes, at prisen er i den lave ende blandt deltagerne. Her tænkes blandt andet på, at Iconia Tab 10, som testens eneste deltager, blot har 1 GB ram til rådighed. Det kan godt mærkes i almindelig brug, hvor den i forvejen knap så stærke quad core-processor på 1,3 GHz ikke får meget hjælp til opgaven.

Til multitasking er det lidt af en dræber, så man bør ikke foretage sig alt for meget på denne tablet ad gangen, gør man det, bliver det hurtigt mærkbart.
Til surfing, musiklytning og lignende lettere opgaver er denne W-Fi-tablet glimrende. Den klarer også spil ganske fornuftigt uden dog at brillere. Det skyldes ikke kun grafikdelen, men også processoren. Den er er dog ikke egnet til tungere opgaver, hvilket tydeligt kan ses i fotoredigering og tekstmanipulationstesten i PCMark-testen.

Et plus for denne tablet er de gode tilslutningsmuligheder, der inkluderer microUSB og microHDMI. Der er ikke indbygget NFC, og antallet af sensorer er heller ikke så stort.

Et punkt hvor Iconia Tab 10 skuffer er på batterilevetiden. Det er ikke særligt formildende, at den overordnet set svageste deltager har den dårligste batteri-levetid med 6 timer 50 minutter.