Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acer Chromebook CB715: Kvik Chromebook til stærk pris

Chrome OS er et spændende alternativ til Windows, og denne bærbar viser, hvor langt man efterhånden kommer med systemet.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Chrome OS-styresystemet til Chromebooks er et alternativ til Windows. Det har nogle år på bagen, og maskinerne arbejder i skyen. Men man er lidt skeptisk, når man skal prøve noget, der er så anderledes.

Men gang på gang bliver vi positivt overraskede, når vi tester Chromebooks, og det gælder også denne Acer. Da styresystemet ikke behøver kæmpe lagerplads, får du blot 8 GB hukommelse, hvilket er rigeligt, og blot 64 GB lager. Til gengæld får du en fin laptop med stor skærm til en pris, der ligger mellem 1100 og over 5000 kroner lavere end de øvrige i denne test.

Vaks maskine

Således har Acer en fin finish – især overfladen er flot lavet. Desværre er chassiset ikke så vridningsstabilt, som vi kunne ønske os, og tastaturet mangler lidt feeling – som om vandringen ikke er helt præcis nok. Til gengæld får du numerisk tastatur og en stor touchpad samt ikke mindst en trykfølsom skærm.

Under hjelmen gemmer sig et onboard-grafikkort og blot en Core-i3-processor. Men det gør mindre her, da styresystemet ikke fordrer de store muskler, og vi oplever da også, at Acer’en reagerer hurtigt på alle input. Den starter alle programmer prompte, og du er på i samme øjeblik, du åbner maskinen.

Vi er stadig mere til en ægte Windows-maskine, men ønsker du en kvik, prisoverkommelig maskine til uddannelse, streaming og lidt underholdning, er denne Chromebook bestemt værd at gå efter. Der er stadig begrænsninger i Chrome-systemet, men til langt de fleste opgaver kan Chromebook CB715 sagtens være med.

Læs hele stortesten her:

Bærbare computere [STORTEST]: Her får du mest bærbar for pengene