Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acer BE270U: Perfekt løsning til mange formål

Acer-skærmens force er den store alsidighed, og det udløser en klar anbefaling.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Størrelsen på 27”, en opløsning på 2560 x 1440 pixel, Display-Port, HDMI samt USB-tilslutninger betyder sammen med den gode ergonomi, at Acer BE270U er en fremragende allroundskærm. Den stikker ikke af på ét punkt, men mangfoldigheden er dens force.

Den tynde ramme omkring det forholdsvis billige plastkabinet ser trods alt ganske nydelig ud, og kun fodens billige plast er lidt tarvelig. Til gengæld kan du glæde dig over at kunne både vippe og justere skærmen i højden. Ret meget i begge plan faktisk – tak for det! Og foden står stabilt uanset, hvordan du vender skærmen; også når du vender skærmen på højkant, for det kan den naturligvis også.

Betjeningsknapperne sidder bagpå skærmen, og normalt er disse nærmest umulige at finde rundt i, ikke mindst fordi man skal famle lidt i blinde og i øvrigt bruger man dem meget sjældent. Vi glædes derfor over, at Acers menubetjening er gjort ret enkel og meget let at styre – også første gang og igen om et år, når du har glemt, hvordan man gør.

De 27” kombineret med opløsningen giver en skærm med god plads på skrivebordet og faktisk den størrelse og opløsning de fleste i feltet leverer – og dermed er BE270U også i hård konkurrence, men er alligevel den skærm, vi vil give en anbefaling.

For når billedet dukker op, kan vi konstatere, at det står meget roligt og ikke mindst meget skarpt. Skærmen formår at vise en knivskarp tekst og strålende farver – et billede der nærmest er malet på skærmen. Skærmen kan sagtens bruges til både film og spil, mens den kritiske billed- og videobehandler skal kigge på en skærm mere i stil med testens Dell eller Viewsonic.

Acer leverer en skærm, som ikke formår at gengive alt præcist, men gør det allroundmæssigt så godt, at vi ikke tøver med at give den en anbefaling. Ud over ergonomien vil de billedmæssige kvaliteter tilfredsstille langt de fleste brugere med blandede behov.