Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Acer Aspire 7600U

Elegant maskine, der har et let udtryk, når man tænker på, at der er tale om en alt i en-computer med 27”-skærm.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Acer Aspire 7600U er designmæssigt et frisk pust. Den har et let udtryk, når man tænker på, at der er tale om en alt i en-computer med 27”-skærm. Den klare plast i bunden af skærmen gør, at skærmen nærmest svæver hen over bordfladen. Den klare plast går igen i tasturet og musen.

Der er leget med ideerne. Tilslutningen til strømforsyningen sidder for enden af støttefoden. Der er flere andre spidsfindige småting. Man kan eksempelvis via det indbyggede webcam anvende sin hånd som mus.

Beklageligvis har det en meget høj pris, for problemet er, at ydelsen ikke rigtigt følger med. Skærmopløsningen på 1920 x 1080 pixel passer ikke så godt til skærmstørrelsen. I hvert fald ikke, når der er et par andre deltagere af samme størrelse med højere skærmopløsning. Skærmen er ellers flot nok og med gode betragtningsvinkler.

Helt i tråd med traditionerne for alt i en-computere anvendes en Core i5-3210M-processor beregnet til bærbare computere. Selv om den ikke er en snegl, så halter ydelsen efter de andre deltagere. Det gør det ikke bedre, at harddisken heller ikke imponerer. Det skal dog siges, at grafikkortet råder lidt bod på sagen.

Denne Windows 8 computer med 10-fingers touch gør ellers meget rigtigt. Den er velbygget og er rigtig god til touchbetjening. Computeren kan endda lægges ned mellem 30 og 80 grader, hvilket letter bekvemmeligheden, hvis man skal anvende touch i længere tid.

Den indbyggede lyd er ikke den bedste, vi har hørt. Den virker noget tyndbenet. Den vigtige mellemtone halter også noget.