Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acasis 10-in-1 Hub: Hub, hub, hurra!

En minimalistisk laptop kan være super til rejsebrug, men når der for alvor skal arbejdes, er det svært at undvære gængse tilslutninger. Det råder Acasis bod på med en smart lille hub.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Da AOD i nummer 8 testede fire bærbare business-computere, var vi vilde med en overlækker, 13 mm tynd Lenovo ThinkPad til mere end 20.000 kr.

Dog måtte vi konstatere, at den var testens absolutte bundskraber, når vi taler om tilslutninger. Blot to USB 4 Type-C-porte og en 3,5 mm audiobøsning havde producenten fundet plads til.

Når vi bruger en laptop stationært, sætter vi pris på en kablet LAN-port samt mulighed for at bruge diverse udvidelseskort og arbejde på en større skærm.

Derfor har vi en samling af adaptere, som med større eller mindre besvær kan integrere en bærbar blandt voksne computere. Når vi ellers kan finde dem ...

Alt samlet i én hub

Nu har vi fundet en hub, der kan løse vores behov for professionelle tilslutninger, lagerkapacitet og effektivitet.

Den kommer fra Acasis, som fremstiller et sortiment af it-tilbehør og sidste år lykkedes over al forventning med en Kickstarter-kampagne, der resulterede i vores nyerhvervede 10-in-1 Hub.

Hubben er lige så lækker som den ovennævnte bærbare fra Lenovo og kommer i et meget gedigent hus af støbt aluminium, der både er stærkt og har gode varmeledende egenskaber.

Acasis’ killer-app er efter vores mening en M.2-bås til et NVMe- eller SATA-flashdrev, der kan monteres uden brug af værktøj, være op til 80 mm langt og rumme op til 8 TB data. Så er det nemt at have en sikkerhedskopi af en hel computer med på farten og/eller gemme nogle store downloads på et separat medie.

Vi har flere små metalhuse til flashdrev. De virker også fint, men kan koste næsten lige så meget som den testede superhub. Og så mangler de andre features.

I en stationær sammenhæng er det rart med en LAN-port og en HDMI-terminal til en ordentlig skærm. Ydermere har superhubben et udvalg af USB-porte og sokler til hukommelseskort plus en jack til et headset.

Lige til at gå til

I mangel af en dansk forhandler har vi købt hubben på Amazon.de i Tyskland for cirka 800 kroner med levering og det hele. Hvis hubben skal trække en USB-C-skærm, kræves der en ekstern strømforsyning på op til 65 W, og den er ikke med i prisen. Ellers får den al den strøm, den behøver, fra laptoppens USB-C-port.

Tilslutning af eksterne enheder og medier kan vanskeligt være enklere: Hvis stikkene passer i hubben, kører det. Tildeling af drevbogstaver, som nogle gange kan være drilagtig, fungerer her helt perfekt.

Hubben kan bruges som fingervarmer om vinteren, for den bliver pænt lun, og det kan absolut anbefales at forbedre et flashdrevs varmeafledning ved at montere den medfølgende termiske plade.