Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: ABook Z470: Ærlig og gennemført maskine

Den danske ABook er ikke testens mest prangende, men den er gennemsolid.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Danske ABook gør ikke meget væsen af sig, men er en gennemsolid og let bærbar, der bliver bedre, jo længere tid du bruger den. Den er testens største, men holder alligevel vægten nede på rimelige 1,4 kilo. Så den er ikke ultralille eller ultralet. Til gengæld er det en maskine, du vil have glæde af i hverdagen – solid og velfungerende.

Den 14” store skærm har ”kun” full HD-opløsning, men det fungerer faktisk fremragende til opgaver, hvor der skal skrives eller surfes på nettet.

Når du streamer er full HD også en god opløsning, og det betyder, at du let kan streame en serie i et vindue, mens du arbejder videre i et andet – og det uden at maskinen opleves presset på den måde. Således kan den også bruges til lidt gaming – ikke så godt som testens Huawei eller Asus, men den kan bestemt bruges.

Når du presser ABook Z470, kan du høre blæseren lidt. Det er ikke voldsomt generende, men dog hørbart.

I vores hastighedstest ligger Z470 overraskende tæt på konkurrenterne fra Asus og Huawei, der begge har en bedre processor og et stærkere grafikkort. Det skyldes ikke mindst Z470’s kvikke i5-processor. De nyere generationer af Intels mellemste processorvariant viser endnu engang, at de kan være med, hvor det er sjovt.

Bestykningen er  16 GB hukommelse og 480 GB harddisk.

Harddisken kan du nemt tilslutte, hvis du tilkøber den smarte Icybox IB-DK2403 Thunderbolt-dock. Det er smart og simpelt, når du bruger computeren hjemme – eventuelt sammen med en større skærm. Køber du Icybox samtidig med computeren, kan du få den for 1300 kroner.

God afstand på tastaturet

Tastaturet på ABook-maskinen opleves rigtigt godt. Der er god afstand mellem tasterne.

Det samme gælder touch-pad’en, hvis bevægelser kører meget naturligt. I siderne finder du alle de tilslutninger, du kan ønske dig, og her brillerer computeren i forhold til konkurrenterne, der ikke har helt samme muligheder. Prisen for de mange tilslutninger er en lidt tykkere computer.

Batteritiden er opgivet til 8 timer, og det holder i praksis. En af fordelene ved en lidt tykkere og større bærbar er, at der er bedre plads til et større batteri. Så også på det punkt er Z470 godkendt.

Linet op ved siden af konkurrenterne taber ABook – det skal vi ærligt erkende. De andre testdeltagere har mere sexappeal. Til gengæld vinder Z470 på sine solide egenskaber. Prisen er tilmed spot on for en model af denne type, og derfor udpeger vi da også Z470 til testens bedste køb.