Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Abook 590HDS-G: Ultrahurtig – og fås til flot pris

Solid performance til en lige så solid pris giver Abook udnævnelsen som testens bedste køb.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kigger vi på specifikationerne og vores målinger ligger Abook meget tæt på konkurrenterne. Den har samme kvikke processor fra Intel som de øvrige, men alligevel er prisen omkring 4000-5000 kroner lavere.

Det er da til at føle på, og så er det til at leve med, at du får et grafikkort, der lige er en generation ældre end hos de øvrige testdeltagere, ligesom du også må ”nøjes” med 8 GB brugerhukommelse.

God ved høj opdateringshastighed på skærmen 

Målemæssigt er der intet, der tyder på, at 590HDS-G skulle være langsommere til gaming end de øvrige i testen. Nærlæser vi tallene bag målingerne, kan vi afsløre, at testdeltagerne med den nyeste generation af GTX-grafikkortet trods alt er kvikkere.

Det er især på de meget tunge spil, at du kan køre med højere opdateringshastighed på skærmen, og det giver alt andet lige et mere stabilt billede. Men pointen er, at i ni ud af ti spil vil du ikke mærke den store forskel.

Ram-mængden på 8 GB er også rigeligt til det meste

Men bruger du 590HDS-G til heftig billedbehandling i for eksempel Photoshop, så er 16 GB eller mere da at foretrække. Heldigvis kan du bruge den kvikke ssd-disk som mellemlager, og det fungerer ret godt. Men da den kun er på 240 GB, bør du overveje at tilkøbe en ekstern disk, da du ellers let kan løbe tør for plads.

Skærmen på 15,6” er handy, men selvfølgelig ikke så imponerende som en 17,3”. Læg dertil vægten på rimelige 2,5 kilo, og du har en bærbar, som du reelt kan tage med overalt.

Målt som ren gamingmaskine er Abook lidt mindre ”gaming” end de øvrige i testen

Der er ikke de samme muligheder for at farvetilpasse lyset under displayet, og i det hele taget er den bare mere afdæmpet. Men under tastaturet gemmer sig komponenter, som er meget lig de dyrere konkurrenter, og du får en hæderlig lyd med de indbyggede højttalere fra Onkyo.

Sæt et par eksterne højttalere til, og du vil opleve en meget dynamisk og detaljeret lyd. Denne varetages da også af et Sound Blaster-lydkort, som også har Dolby-lyd, så du kan bruge Abook som kilde til hjemmebiografen.

Kan du nøjes med en 15,6”- skærm, får du forrygende ydelse til prisen i Abook 590HDS-G, der kan bruges til underholdning, gaming og som almindelig bærbar computer.

Gamingmæssigt ligger 590HDS-G lige under de andre i testen, men prisen plus de generelle egenskaber trækker så meget op, at der ikke er noget at betænke sig på. Abook er testens suverænt bedste køb. Ikke kun fordi, den er så meget billigere, men især fordi den er et godt køb set ud fra markedet generelt.

Abook afslører ikke sig selv som gamingcomputer. Sort i sort og ikke så meget pjank.