Af Jan Skøt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Har du nogensinde mødt et fremmed menneske og efter et par minutter pludselig fundet ud af, at vedkommendes ene hånd – som du har betragtet som helt normal – viste sig at være kunstig?
Det er underligt, men de fleste mennesker reagerer ikke med sympati over for personen eller interesse over for den faglige dygtighed i at fremstille så vellignende et lem.
Tværtimod reagerer de fleste med afsky over for hånden.
Fænomenet blev opdaget for omkring 30 år siden af en japansk robotforsker, og det er lidt mere kompliceret, end man lige tænker.
Det er nemlig sådan, at hvis en kunstig hånd eller menneskelignende robot er klart markeret som ikke menneskelig – hånden kunne for eksempel have en tydeligt forkert farve – så reagerer vi ikke på denne måde. Så accepterer vi bare, at det er kunstigt.
Det er først, når hånd eller robot ligner så meget, at vi et øjeblik kan komme i tvivl, om de er menneskelige, at vi reagerer stærkt, når vi opdager, at de ikke er det.
Denne reaktion er også en af grundene til, at realistiske animationsfilm – som efterårets Up med den gamle mand og ballonerne – bruger meget karikerede figurer. Så bliver det tydeligt markeret, at de stadig er figurer – det er ikke sikkert, at vi ville synes om dem, hvis de forsøgte at være helt menneskelignende.
Det er en højst interessant reaktion, og man har længe forsøgt at forklare, hvorfor vi har den. Forklaringerne går fra det biologiske til det sociale: Måske reagerer vi på grund af et dødstabu – en menneskelignende robot kan godt ligne et dødt menneske, der bare bevæger sig.
Eller måske bliver vi bare bange, fordi vi ikke kan forstå kombinationen af noget helt menneskelignende med noget, som helt klart ikke er et menneske.
Nu har to amerikanske forskere imidlertid vist, at aber sandsynligvis har en reaktion, der ligner temmelig meget. Forskerne viste aberne tre typer af animationer med vekslende grad af realitet, som de tre typer på billedet. Umiddelbart skulle man tro, at aberne ville være mest interesserede i de mest realistiske af de tre abeansigtsanimationer. Men det viste sig, at aberne stort set ignorerede de mest realistiske ansigter.
Det tyder stærkt på, at vores afsky for menneskelignende robotter er dyb og naturlig og ikke socialt betinget. Så måske skal vores robotter aldrig nogensinde ligne mennesker eller forsøge at kommunikere med os via menneskelige ansigtsudtryk.
