Selv om Microsoft har lanceret en ny version, synes brugerne ikke at være specielt interesserede i firmaets browser, Edge. Blandt danskerne er kun 3 procent hoppet på Edge. Den mest populære browser er Googles Chrome med lidt over 57 procent. På andenpladsen kommer Apples Safari.
Med en andel på 15 procent er det mest udbredte skærmformat i Danmark 1920 x 1080 pixel, dvs. full HD-tv. Derefter kommer 1440 x 900 pixel, som især anvendes på bærbare (11,25 procent). Mobilskærme på 375 x 667 fylder cirka 7,5 procent.
I juni var den mest sete video på YouTube ”Despacito” med den puertoricanske sanger Louis Fonsi og rapperen Daddy Yankee. Ikke færre end 6,8 milliarder klik har videoen generet. ”Gangnam Style” fra 2012 med den koreanske rapper Psy var den første, som passerede en milliard klik.
Kendskab til internettet og computerbrug generelt ligger i Danmark på 70 procent, hvilket er over EU-gennemsnittet på 58 procent. 97 procent af os i aldersgruppen 16 og 74 år er på internettet. Den digitale udbredelse skyldes blandt andet god it-infrastruktur og mobilt bredbånd.
Facebooks Messenger-app er ikke den mest populære. Mens tekstbesked-appen har 1,3 milliarder aktive brugere om måneden, er der 2 milliarder aktive brugere på WhatsApp. På tredjepladsen kommer appen WeChat, mens den her til lands mere kendte Snapchat må nøjes med en global sjetteplads med cirka 400 millioner brugere.
Fortsætter væksten på internettet, vil den globale andel af e-handel nå 22 procent, knap en fjerdedel, af det samlede globale salg i 2023. Allerede til næste år, i 2021, forventes et samlet salg på næsten fem billioner dollar. 11 procent af køberne shopper på ugebasis via smartphone.
Covid-19-pandemien har sat spor i den globale handel med it og elektronik. Analysefirmet IDC forventer, at omsætningen i 2020 falder med 5,1 procent – svarende til en årlig salg på 2,25 billioner US-dollar. Blandt de ramte brancher er fremstilling og salg af computere og smartphones, mens salg af for eksempel sky-tjenester forventes at stige med fire procent.
Minecraft fra 2011 indtager stadig pladsen som verdens mest populære spil baseret på antallet af solgte kopier. 176 millioner er til dato solgt via diverse platforme, hvilket gør spillet med at bygge af klodser til alle tiders mest købte. På andenpladsen ligger spillet Fornite med 125 millioner spillere.
Salget af elbiler steg kraftigt i 2019. Ifølge Danmarks Statistik er der solgt 8100 nye elbiler siden 2016, men i 2019 steg antallet til 14.600. Samlet udgør elbiler derfor i dag godt to procent af den danske bilpark mod under en procent i de forudgående år. 40 procent af elbilerne er leasede.