Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

77 fif der gør din pc bedre

Windows 10 kan meget mere, end du tror. Datatid TechLife afslører her alle de afgørende tips, tricks og hemmeligheder, der gør din pc endnu bedre.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du er superbruger eller bare en ganske almindelig pc-ejer, er der altid noget nyt at lære. Især, da Microsoft hyppigt udsender gratis opdateringer for at forbedre, og nogle gange helt ændrer, hvordan styresystemet fungerer.  Der er masser af skjulte tricks i Windows 10’s oktober-opdatering fra 2018, som gør dit liv med computeren lidt nemmere. Nogle værktøjer og muligheder er lette at finde, mens andre virker som hemmeligheder, du først afdækker, hvis du graver lidt efter det.

På de kommende sider deler vi nogle af de bedste Windows-tips, blandt andet hvordan du ændrer posterne i Proceslinjen eller låser din computer til mere komplekse opgaver såsom oprydning for at få mere lagerplads eller oprette en startdisk til nødsituationer. Vores tips er skrevet med henblik på nyeste version af Windows 10, men mange fungerer også med tidligere versioner, da funktionerne er videreført fra generation til generation.

Så læs videre for at få et bedre og mere effektivt Windows 10.

01 Kør to programmer side om side
Du behøver ikke manuelt ændre størrelsen på programvinduer, bare træk et vindue ud i skærmens venstre side, og det udvides til at fylde halvdelen. Gentag med et andet vindue til højre for at se begge side om side. Ophæv indstillingen ved at trække vinduerne ud af position.

02 Få hurtig adgang ved at fastgøre mapper
Bruger du ofte de samme mapper, så fastgør dem i Stifinders liste ”Hurtig adgang”. Det gør du ved at åbne Stifinder og trække en mappe over i listen. Nu er den både synlig her, og når du højreklikker på Stifinders ikon i Proceslinjen, vises dine fastgjorte mapper her.

03 Nem åbning af nyt programvindue
Når et program kører, og du klikker på dets proceslinjeikon, skifter du til den pågældende app eller det pågældende program. Foretrækker du at starte et nyt vindue, skal du bare holde tasten ”Shift” nede, mens du klikker på ikonet.

04 Aktivér nattelys
Er du natteravn eller finder skærmens blåhvide generende for øjnene, så gå til Indstillinger > System > Skærm og slå skyderen under ”Nattelys” til. Denne funktion skifter automatisk skærmens baggrundsbelysning til en varmere farvetemperatur. Færdigt arbejde.

05 Vist på forhånd
Har du flere programmer åbne, kan man let miste overblikket. Gør det nemt ved at holde musen hen over et aktivt programs proceslinjeikon for at få en forhåndsvisning. Flyt musen op i for-håndsvisningen for at få vist i fuld skærm, og klik derefter på det for at skifte mellem programmerne.

06 Lås ved hjælp af et enkelt tastetryk
Må du forlade din pc et øjeblik, kan du hurtigt låse den ved at bruge tasterne Win + L, hvor ”L” står for ”lock” (lås). Nu er din pc låst.

07 Rul gennem inaktive vinduer
Windows 10 gør det muligt at rulle i inaktive vinduer. Kør musen hen over det inaktive vindue. Brug derefter hjulet til at rulle uden at klikke for at vælge vinduet. Sluk funktionen via Indstillinger > Enheder > Mus, hvis den irriterer dig.

08 Kompatibilitetstilstand
Ældre software, som du er afhængig af, fungerer muligvis ikke som forventet i Windows 10. Prøv at højre-klikke på et programs genvej, vælg ”Egenskaber”, og klik derefter på fanen ”Kompatibilitet”. Marker boksen under ”Kompatibilitetstilstand”, og vælg versionen af Windows, som programmet arbejdede under.

09 Placer knapper på Proceslinjen
Windows sparer plads ved at kombinere vinduer fra samme program i ét proces-linjeikon. Vil du se hvert vindue, højreklikker på du på Proceslinjen og vælger ”Egenskaber”. Brug rullemenuen ”Kombiner knapper på proceslinjen” og for at vælge mellem ”Aldrig”, ”Altid, skjul etiketter” og ”Når proceslinjen er fuld”.

10 Udregn og omregn
Lommeregneren kan meget mere end plus og minus. Klik på menuknappen (tre streger) og få vist mulighederne ”Videnskabelig” og ”Programmør”, en datoberegner og konverteringsprogrammer.

11 Skift størrelse på vindue
Du kan ændre størrelsen og placeringen af et åbent vindue på flere måder. Hold tasten Win nede, og tryk på tasten for pil op for at maksimere et vindue eller pil ned for at minimere. Du kan bruge Win-tasten med tasterne for venstre pil og højre pil til at fæstne et vindue til skærmens venstre eller højre side. Brug Win-tasten + Home for at minimere alt undtagen det aktuelle vindue.

12 Udvid startområdet
Ved at slå ”Vis flere felter på Start” til under Indstillinger > Personlig tilpasning > Start er det muligt at maksimere Startmenuen for at klemme flere dynamiske felter ind. Ved klik på et felt åbnes indholdet i den aktuelle visning og ikke blot selve appen.

13 Ryk rundt i meddelelsesområdet
Kan du ikke lide, hvordan ikoner vises i Meddelelsesområdet på Proceslinjen, kan de bare trækkes og slippes i nye positioner. Perfekt til at skræddersy Proces-linjen, så den passer til dine behov.

14 Frigør diskplads
Hold dit pc-drev godt kørende ved at rydde ud i skrammel og overflødige filer. Skriv ”cleanmgr” i Proceslinjens søgefelt for at starte Windows' eget Diskoprydningsværktøj eller hente programmet CCleaner fra www.piriform.com og få et kraftigere oprydningsprogram.

15 Minimer alle vinduer
For hurtigt at minimere alle åbne programmer og vinduer, trykker du samtidigt på tasterne Win + M. Alternativt kan du tag fat i et vindue med musen og ryste det. Bevægelsen minimerer alle andre vinduer, undtagen det, du har fat i.

16 Forhåndsvisning af skrifter
Åbn mappen Skrifttyper i det gamle Kontrolpanel, og få en forhåndsvisning af de skrifttyper, du har installeret, uden at skulle åbne noget. Alle skrifter, som du ikke har brug for, kan skjules eller slettes. Lav en backup inden ved at kopiere dem til en anden mappe.

17 Få endnu bedre skrift
ClearType sikrer, at teksten ser godt ud på skærmen, men den kan finjusteres yderligere. Klik på Windows-ikonet for ”Start” og skriv ”cttune” for at få adgang til ClearType Text Tuner.

18 Nemmere valg af filer
Når du skal vælge flere filer, er det hurtigere at bruge afkrydsningsfelter. Åbn Stifinder, og skift til fanen ”Vis”. Marker feltet ”Afkrydsningsfelter for elementer. Når du kører musen over en mappe eller fil, ser du nu feltet. Markér det for at vælge filen, og gentag derefter for alle de andre, du ønsker at vælge.

19 Udvidelser til Edge
Edge har fået udvidelser, som øger funktionaliteten og giver dig mulighed for at bruge internettet mere effektivt. Du finder de mest udbredte, som allerede er populære på andre browsere – herunder AdBlock og Save to Pocket. Derudover er der også OneNote Web Clipper.

20 Undgår registrerings- databasen
Vil du finjustere Windows-indstillinger uden at rode for meget? Så hent og kør Ultimate Windows Tweaker 4 fra www.thewindowsclub.com (brug søgefeltet til højre). Du får masser af praktiske tweaks og tilpasningsindstillinger blot med et enkelt klik. Opret et gendannelsespunkt, inden du begynder.

21 Giv netværkssteder eget drevbogstav
Hvis du har en netværksmappe, der ofte bruges, hvorfor så ikke tildele den et drevbogstav? Find mappen ”Netværk” i Stifinder, højreklik på posten, og vælg ”Tilknyt netværksdrev”. Vælg derefter et bogstav.

22 Brænd en ISO-diskafbildning
Højreklik på en ISO-fil på din pc og vælg indstillingen ”Brænd disk-afbildning”. Vælg den brænder, du vil bruge, indsæt en tom disk og klik på knappen Burn.

23 Flyt rundt på Proceslinjen
Få styr på Proceslinjen ved at flytte på ikonerne. Bare klik og træk en til det nye sted på linjen, og de andre flytter sig og gør plads.

24 Hurtigstart af programmer
Du behøver ikke bruge musen til at starte programmer, der har genveje i Proceslinjen. Brug tasterne Win + 1 for at aktivere første ikon og så videre.

25 Hurtigt tjek af Skrivebordet
Du behøver ikke at minimere alle åbne vinduer for at se Skrivebordet. Flyt blot musen til nederste højre hjørne af skærmen, og de forsvinder midlertidigt.

26 Luk programmer nemt
Hold musemarkøren over et program-ikon, og klik på det røde kryds oppe til højre i forhåndsvisningen for at lukke det helt. Så nemt er det.

27 Nem og hurtig kommandoprompt
Hold Shift-knappen nede, mens du højreklikker på en mappe, og få vist det før skjulte ”Åbn kommandoprompt-vinduet her”. Herfra føres du til placeringen på din maskine inde fra kommandoprompt-vinduet.

28 Vis alle drev
Vil du altid gerne se alle drevbogstaver, herunder dem, der ikke har noget medieindhold, skal du klikke på ”Indstillinger” i Stifinders fane ”Vis”. Vælg i næste vindue fanen ”Vis”, og fjern markeringen i feltet ud for ”Skjul tomme drev”. Klik derefter på ”OK”.

29 Tastatur på skærmen
Er der problemer med tastaturet, og du skal have købt et nyt, kan du i mellemtiden få et på skærmen. Indtast kommandolinjen ”osk” i Proceslinjens søgefelt, og tryk på Enter-tasten for at hente tastaturet frem.

30 Se klokken i andre tidszoner
Proceslinjen kan også kontrollere tiden i op til to andre lande. Under Indstillinger søger du på ”Dato”. Vælg ”Indstillinger for dato og klokkeslæt”. Klik på linket ”Tilføj ure fra forskellige tidszoner” og marker boksen ved ”Vis denne tidszone” og vælg fra rullemenuen.

31 Mere brugerkontrol
Brugerkontrol (UAC) er en god, gennemprøvet sikkerhedsfunktion, som du kan justere efter behov. Klik på Windows-ikonet nede i skærmens venstre hjørne, skriv ”uac”, og tryk på ”Enter”-tasten. Brug skyderen til at vælge, hvornår advarsler skal vises på dit Windows 10-skrivebord.

32 Personalig skærmkalibrering
Få fuld kontrol over, hvordan din skærm er kalibreret, ved at skrive ”dccw” i Proceslinjens søgefelt. Nu får du adgang til guiden ”Kalibrering af skærmfarver”. Klik på knappen ”Næste”, og guiden hjælper dig herefter med at vælge de bedste skærmindstillinger.

33 Gendan klassisk udseende
Kan du ikke lide måden, poster vises på i Proceslinjens Meddelelsesområde (for eksempel batteri, klokke-slæt, dato), kan du gendanne et tidligere udseende. Åbn Ultimate Windows Tweaker. Gå til ”Customization”, og vælg herefter fanen Windows 10, hvor du finder alle mulighederne.

34 Sådan bladrer du baglæns
Den klassiske bladrefunktion (tas-terne Alt + Tab) er der stadig. Brug den til at springe frem gennem listen over vinduer. Hold tasterne Shift + Alt og Tab, og du kan bladre baglæns.

35 Deaktivér dvaletilstand, frigør plads
Windows’ dvaletilstand optager meget plads, især på maskiner, som er udstyret med masser af ram-hukommelse. Deaktiver den for at generobre pladsen ved at højreklikke på knappen ”Start” og herefter vælge ”Kommandoprompt (Admin)”. Skriv ”powercfg -h off”, og tryk på tasten ”Enter”.

36 Kør som administrator
Du kan køre ethvert program i Proceslinjen som administrator. Hold blot tasterne Ctrl + Shift nede samtidig.

37 Bladre gennem et enkelt program
Tasterne Alt + Tab er en praktisk genvej til bladring i programmer. Vil du bladre gennem programmets åbne dokumenter eller vinduer, skal du holde Ctrl-tasten nede og klikke på programikonet i Proceslinjen, indtil du får adgang til det vindue, du leder efter.

38 Åbn Stifiner i Denne pc
Når Stifinder åbnes, er det som standard i mappen Hurtig adgang. Vil du hellere have, den åbner i mappen Denne pc, vælger du fanen ”Vis” og derefter Indstillinger. Vælg ‘Denne pc’ fra rulle-
menuen øverst i vinduet.

39 Automatisk afspilning
Klik på Start > Indstillinger > Enheder> Automatisk afspilning for at kontrollere, hvad der sker, når du indsætter en disk eller tilkobler et eksternt drev. Du kan også deaktivere automatisk afspilning helt.

40 Giv dig selv påmindelser
Drop de gule papirsedler. Læg en elektronisk note på din pc’s Skrivebord. Åbn appen Sticky Notes i menuen Start, og opret noter til lejligheden. Højreklik på en note for at tilpasse baggrundsfarve.

41 Finjuster din hybride tablet eller pc
Har du købt en to i en-maskine, og er du irriteret over, at Windows skifter mellem tablet og bærbar tilstand, når du frakobler tastaturet, kan du ændre det i Handlingscenter. Klik på ”Tablettilstand” for at skifte manuelt. Klik på Start > Indstillinger > System > Tablettilstand for at tilpasse relaterede indstillinger såsom at lade Proceslinjen være synlig også i tablettilstand.

42 Aktivér Windows uden at klikke
Vil du bringe bestemte vinduer i fokus blot ved at køre musen hen over dem, kan du gøre det via Kontrolpanel > Øget tilgængelighed > Funktioner til øget tilgængelighed. Klik på linket ”Gør musen lettere at bruge”, og sæt kryds i boksen ved ”Aktivér et vindue ved at holde musemarkøren over det”.

43 Få mere plads på Skrivebordet
Proceslinjen er nyttig, men du behøver jo ikke altid have den fremme på skærmen. Maksimer pc’ens skrivebord ved at højre-klikke på et tomt område i Proceslinjen, og vælg ”Indstillinger for Proceslinjen”. I næste vindue kan du bestemme, hvornår linjen skal vises. Den er væk, indtil du flytter musen til skærmens bund, hvorefter den vises på ny.

44 Flyt vinduet mellem dine skærme
Har du mere end en skærm tilsluttet, kan du undgå at trække vinduer mellem skærmene ved blot at trykke på tastatur-kombinationen Win + Shift sammen med tasterne ”Venstre pil” eller ”Højre pil”.

45 Opgaveskift og virtuelle Skriveborde
Windows 10 har en ny opgavevisning: Tryk på tasterne Win + Tab for at se alle åbne vinduer indpasse sig på skærmen. Klik på et vindue for at skifte til det eller træk det til ”Skrivebord 2” for at overføre det til et andet Skrivebord. Du kan organisere vinduer hen over flere Skrive-borde (klik på ”+” for at oprette nye) ved at trække dem til det ønskede Skrive-bord. Hold Ctrl + Win, og tryk på taster-ne ”højre pil” og ”venstre pil” for at flyt-te mellem dine Windows-Skriveborde.

46 Gendan Biblioteker
Som standard er biblioteker skjult. Gør dem synlige ved i Stifinder at skifte til fanen ”Vis”, klik derefter på knappen ”Navigationsrude” og vælg ”Vis biblioteker”.

47 Læg Proceslinjen i siden
Udnyt bredden på din widescreen-skærm ved at flytte Proceslinjen til venstre eller højre i stedet for nederst på skærmen. Det er en fin metode til at genoverveje, hvordan du bruger dit Skrivebord. Højreklik på en tom del af Proces-linjen, og sørg for, at indstillingen ”Lås proceslinjen” ikke har et flueben ved siden af sig (ellers klik for at fjerne det). Du kan derefter trække og slippe Proceslinjen til din foretrukne position, før du låser den igen.

48 Få mere ud af din storskærm
Store skærme med høj opløsning kan mindske teksten så meget, at den er svær at læse. Ret det via Start > Indstillinger > System > Skærm. Brug rullemenuen under ”Skift størrelse på tekst, apps og andre elementer” for at forstørre. Klik på ”Avancerede skaleringsindstillinger” for at få adgang til muligheder for a styre bestemte elementer.

49 Send til flere steder
Sektionen ”Send til” i kontekstmenuen er nyttig. Holder du Shift-tasten nede, mens du højreklikker på en fil eller mappe, ser du en udvidet liste over muligheder i undermenuen, der vises. For at slette eller tilføje steder til menuen ”Send til”, skal du trykke på tasterne Win + R, skrive ”shell:sendto” og derefter trykke på Enter-tasten.

50 Optag dine pc-problemer
Der kan være tidspunkter, hvor du løber ind i et problem med din computer og ikke ved, hvad du skal gøre. Det kan være svært at forklare andre pro-blemet, så brug Trinoptager. Programmet gør det muligt at registrere, hvad der sker på skærmen og derefter sende det til én, der måske kan hjælpe. Indtast ”Trinoptager” i søgelinjen og vælg programmet. Klik på knappen ”Start optagelse”, og brug computeren, indtil problemet igen opstår. Klik på ”Stop Optagelse”, før du gemmer og mailer filen.

51 Se, hvor din pc bliver brugt
Windows 10’s Ressource-overvågning viser dig, hvordan din processor, hukommelse og lagerenheder anvendes. Tryk på tasterne Win + R, skriv ”resmon” og tryk på Enter-tasten. Graferne afslører, hvordan individuelle programmer og processer gør brug af computerens hardware.

52 Opret din egen genvej
Du kan lave brugerdefinerede tastaturgenveje for at starte dine yndlingsprogrammer. Højreklik på en programgenvej, og gå til fanen Egenskaber > Genvej. Vælg feltet ”Genvejstast” og tryk på tastatur-kombinationen, du vil bruge, før du klikker på knappen ”OK”.

53 Reparer en problematisk pc
Problemer kan opstå fra tid til anden, og du vil måske gerne genstarte i en af Windows’ fejlfindingsmodus. Du gør det manuelt ved at holde Skift-tasten, mens du klikker på Start > Tænd/sluk > Genstart for at åbne skærmen ”Avanceret startindstillinger”. Her finder du en række muligheder. Vil du ind i fejlsikret tilstand, vælger du Fejlfinding > Avancerede indstillinger > Startind-stillinger. Klik på ”Genstart”, og vælg relevant tilstand. 4 er for fejlsikret tilstand alene, 5 er for fejlsikret tilstand med netværk.

54 Fastgør faner i Edge
En af Edges enkle, men smarte funktioner er at fastgøre faner og dermed spare plads på fanebladet. Højreklik på en åben fane, og vælg ”Fastgør” for at gøre det. Klik igen og vælg ”Frigør” for at udvide fanen igen.

55 Gem Office-filer i WordPad
Det virker som et simpelt redskab ved første øjekast, men WordPad-programmet har flere muligheder, end du måske tror. Klik på Fil > Gem som, og du får vist muligheder for at gemme i docx.-formatet uden brug af ekstra software. Nemt til hurtige redigeringer.

56 Log på automatisk
Spar tid ved at trykke på tasterne Win + R. Skriv ”netplwiz”, og tryk på Enter-tasten. Fjern afkrydsnings-feltet ved ”Brugere skal angive bruger-navn og adgangskode for at bruge computeren”, og vælg din konto, før du klikker på ”Anvend”. Indtast din adgangskode, når du bliver bedt om det. Klik på ”OK”.

57 Afspil musik på en anden computer
Windows Media Player kan bruges til at afspille musikfiler lagret lokalt eller på netværket, men du kan også afspille på en anden computer. Det skal sættes op først, så start Windows Media Player, klik på knappen ”Stream”, og vælg ”Slå mediestreaming til”. I vinduet, der nu vises, skal du klikke på knappen ”Slå mediestreaming til”. Tilbage i Windows Media Player klikker du igen på knappen ”Stream”. Vælg Tillad fjernkontrol af afspille-ren > Tillad fjernkontrol på dette netværk. Vælg derefter Stream, efterfulgt af ”Tillad, at enheder afspiller mine medier automatisk”. Gentag på andre computere på dit netværk. Højreklik på en musikfil, og vælg ”Enheds-streaming”, og derefter den pågældende pc eller en anden enhed til afspilning.

58 Projicer dit Skrivebord
Indbygget understøttelse af projektorer gør det nemt at forbinde din bærbar til en projektor. Du skal blot åbne Handlingscenter, klikke på ”Udvid” og derefter på flisen ”Projicer”.

59 Tag skærmbilleder
Klippeværktøj er det perfekte redskab til at fange et billede af, hvad der sker på dit skrivebord – praktisk til skærmbilleder og fejlfinding.

60 Pc’ens ydeevne
Du kan manuelt køre Windows Experience Index-testerne i Windows 10 ved at installere WEI-værktøjet fra winaero.com/download.php?view.79.

61 Det gamle Handlingscenter
Find det gamle Handlingscenter ved at skrive ”handling” i søgefeltet i Kontrolpanel. Klik på ”Sikkerhed og vedligeholdelse” for at få meddelelserne.

62 Forbrug af hukommelse
For at se, hvilke programmer, der belaster pc’ens hukommelse mest, højre-klikker du på Proceslinjen. Vælg herfra Jobliste > Detaljer.

63 Få mere skærmplads
Du ser mere af Skrivebordet og dine aktivt kørende programmer ved blot at krympe deres ikoner i Proces-linjen. Højreklik på linjen og vælg ”Indstillinger for Proceslinjen”. Slå her skyderen ud for ”Brug små knapper på proceslinjen” til.

64 Klassiske kontekst-menuer
Når du højreklikker på et ikon i Proceslinjen, får du adgang til de så-kaldte jumplister. Hvis du foretrækker at se muligheder for at maksimere, minimere og lukke vinduer i stedet, så hold Skift-tasten nede, mens du højre-klikker på Proceslinjeikonet.

65 Gendan Windows’ billedfremviser
Er du mindre begejstret for den nye Billeder-app i Windows 10, kan du gen-danne den klassiske Billedfremviser som standard. Åbn igen Ultimate Windows Tweaker, og skift til ”Additional”. Klik på ”Enable Windows Photo Viewer”. Angiv programmet som standard for visning af fotos under Indstillinger > Apps > Apps og funktioner, og klik på linket ”Åbn indstillinger for standard-apps”. Klik på programikonet under Billedfremviser, og vælg app.

66 Diasshow på Skrivebordet
Du behøver ikke nøjes med ét billede som baggrund på Skrivebordet. Få et roterende diasshow ved at højre-klikke på Skrivebordet og vælge ”Personlige indstillinger”. Klik i rullemenuen ”Baggrund” og vælg ”Slide-show”. Du bliver bedt om at vælge mappen, som indeholder de billeder, du vil bruge. Du kan også bestemme, hvor ofte baggrundsbilledet ændres. Nu er dit Skrivebord ikke længere statisk.

67 Vær privat, når du er på nettet
Du kan holde din browser-historik privat i Edge ved at skifte til ”InPrivate”-tilstand. Du gør det ved at trykke på tasterne Ctrl + Shift + P samtidig.

68 Få mere Proceslinje
Vil du forstørre Proceslinjen, så du kan se flere ikoner og aktive programmer, skal du højreklikke på linjen og slå indstillingen ”Lås Proceslinjen” fra. Træk nu opad i linjens top for at gøre den højere.

69 Se alle meddelelsesikoner
Windows sparer plads ved at gemme nogle fliser i Handlingscenteret. For at se dem alle til hver en tid, klikker du på Start > Indstillinger > System> ”Beskeder og handlinger”. Klik på ”Tilføj eller fjern hurtige handlinger”. Sørg for at slå skyderen til ud for hvert program, som må sende dig notifikationer.

70 Få bragt orden på pc’en Skrivebord
Har du ikoner spredt ud overalt, så højreklik på Skrivebordet og vælge Vis > ”Arranger ikoner automatisk” for at få bedre orden.

71 Juster Hurtig Adgang
Området Hurtig adgang i Stifinder kan håndtere ofte brugt og nyligt åbnede mapper med fastgjorte mapper efter dit valg. Skift til fanen ”Vis”, og klik på ”Indstillinger” for at vælge, om du vil have vist nyligt brugte og åbnede mapper.

72 Flyt programmer og apps til et nyt drev
Hvis du løber tør for plads, eller har du en Windows-tablet med begrænset lager, så åbn Indstillinger > Sy-stem > Lager. Find afsnittet ”Flere indstillinger for lager”, og vælg ”Rediger, hvor nyt indhold gemmes”. Vælg i rullemenuerne, hvor der skal gemmes. Du kan også flytte eksisterende Microsoft Store-apps. Skift til Apps > Apps og funktioner, og klik på den app, du vil overføre. Hvis knappen ”Flyt” ikke er tonet ud, klikker du på den, vælger herefter destination og klikker på ”Flyt” igen.

73 Dine favorit-kommandoer
Gør dine foretrukne, understøttede apps og mapper mere tilgængelige i Stifinders bånd ved at højreklikke på det relevante emne og vælge ”Føj til værktøjslinjen Hurtig adgang”.

74 Luk vinduer hurtigt
Når du kigger på Proceslinjens forhåndsvisning af et program eller et vindue, kan du klikke på midterste museknap for at lukke vinduet.

75 Gå til søgning
Vil du søge efter en fil i en mappe, trykker du blot på F3-tasten (eller fn + F3) for at hoppe til søgefeltet og indtaste det valgte søgeord.

76 Zoom ind og ud
Få bedre overblik ved at trykke på tasterne Win + ”+”. På den måde zoomer du nemlig ind. Brug Win + ”-” for at zoome ud igen.

77 Arranger dine vinduer
Højreklik på Proceslinjen og klik på enten ”Vis vinduer stablet” eller ”Vis vinduer side om side”. Højreklik igen for at få adgang til fortrydelsesindstillingen.