Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

7 ting du skal overveje, når du køber elcykel

En cykel er en stor investering, så det er med at gøre sig grundige overvejelser, før du køber. Her er de vigtigste ting, du med fordel kan tænke over.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Formål

Det kan godt være, at du ser dig selv på en fiks racercykel, men hvis virkeligheden er, at du skal hente børn og fragte større ting, skal du vælge din cykel ud fra disse behov. Gør dig seriøs overvejelse om, hvad cyklen skal bruges til, inden du køber. Elcyker fås i et utal af varianter fra små sporty modeller til store christianiacykler. Der findes ikke én model, som tilfredsstiller alle behov.

2 Rækkevidde

Rækkevidden afhænger først og fremmest af batteriets størrelse, men cyklens type, rytterens vægt og udetemperaturen har også noget at sige. Det er rigtig ærgerligt at mangle strøm, så køb hellere lidt for stort batteri end lidt for lille. Bruger du udelukkende cyklen til arbejde, og ved du, at du uden problemer kan nå frem og tilbage på et mellemstort batteri, er der dog ingen grund til at købe det dyreste. Så er det bare at oplade hver nat.

https://www.altomdata.dk/elcykler-stortest-fra-ladcykel-til-monstercruiser-hvilken-elcykel-skal-du-vaelge/

3 Batteri

Det er ikke kun størrelsen, du skal overveje, når det gælder cyklens batteri. Der findes forskellige typer af batterier. Generelt anbefales det at holde sig til litium-ion eller litium-polymer, da de er pålidelige og kan klare klatopladninger. En opladning tager typisk 5-6 timer, men nogle batterier kan hurtigoplades, så ventetiden næsten halveres. Batterier kan normalt oplades indendørs, men der er forskel på, hvor de sidder på cyklen. Nogle sidder bagpå sammen med bagagebæreren, mens andre sidder inde i stellet.

4 Motortype

Motoren kan være placeret på forhjulet, baghjulet eller på krankboksen sammen med pedalerne, en såkaldt centermotor. Helt firkantet kan det siges, at en forhjulsmotor og en baghjulsmotor giver dig større assistance. De trækker eller skubber dig frem, og du behøver stort set ikke træde i pedalerne, før motoren tager fat. Ulemperne er, at en forhjulsmotor kan gøre cyklen lidt sværere at manøvrere, mens en baghjulsmotor kun fungerer med udvendige gear. En centermotor kræver mere pedalkraft fra rytteren, men gør samtidig cyklen mere stabil og naturlig at cykle. I Danmark må motoren ikke være kraftigere end 250 W, så de fleste har denne ydelse.

5 Sikkerhed

Elcykler er dyre, så det er værd at overveje grundigt, hvordan du vil sikre den. Det er især batteriet, der er værdifuldt. Derfor låses det typisk fast i cyklen og kan tages ud og bringes med indenfor, når cyklen er parkeret. På den måde bliver den knap så attraktiv at stjæle. En solid baghjulslås og eventuelt også en kæde er bestemt en god ekstra-investering.

Testredaktøren mener

”Når først du har vænnet dig til at tage turen til arbejde på en elcykel, er det svært at gå tilbage til en gammeldags jernhest. Elcyklen er dog ikke den mest praktiske løsning til småærinder eller en bytur om aftenen. Den kan være sværere at parkere, og det er bøvlet at gå rundt med batteriet. Så der kan være en pointe i at have en af hver.”
Rasmus Elm Rasmussen

6 Display

De fleste elcykler har en form for indikator, der viser batteri og assistanceniveau. Nogle er helt simple, andre har karakter af en lille computer med display, der kan vise alverdens informationer, for eksempel hastighed og tilbagelagt distance – ret smart, hvis du ønsker deltaljeret statistik på din cykling. Computeren trækker strøm fra cyklens batteri, ligesom lygterne typisk også gør det.

7 Smart teknologi

Tech-nørden behøver ikke kede sig på en elcykel. Der er rig mulighed for at gadgetifcere sit køretøj. Nogle cykler har GPS og opladning til mobilen, mens andre har Bluetooth, så du med en app på din smartphone kan få diverse informationer og styre cyklens funktioner.