Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Bliv klar til VM i fodbold: 7 ting der gør din tv-oplevelse større

VM-tema: VM-bolden skal sparkes i gang. Du er næsten parat til at sætte dig foran tv-skærmen. Men hvordan kan du toptune tv-stuen, så du får den bedst mulige tv-oplevelse uden ligefrem at omdanne stuen til en gennemført hjemmebiograf? Her er syv steder, du kan sætte ind.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.


Se introartiklen til VM-temaet her

Redaktionens udvalgte produkter til fodbold-vm

Desuden er der løbende tests af tv'er og lydbarer i de kommende uger. Følg med på aod.dk.


1 Læg en plan

Hvor ambitiøs er du? Skal rummet indrettes som en minikopi af den lokale biograf, eller skal der også være plads til andre aktiviteter i stuen?

I det første tilfælde kan du gøre tv’et til rummets centrum, placere siddepladserne, så de peger direkte mod tv-skærmen og opstille et ægte surround­anlæg med front-, side- og baghøjttalere for at indhylle tv-seerne i lyd fra alle sider.

Familierådet vil dog nok pege på den sidste løsning. Her er det gyldne kompromis at lade nogle møbler vende sådan, at de mest entusiastiske fodboldtilhængere sidder nogenlunde ligefor og kigger direkte mod tv-skærmen i ikke alt for stor afstand – og ikke at vælge et ægte surroundanlæg, men hellere en diskret lydbar, som kan skabe en (ofte god) illusion af 3D-lyd.


2 En smule indretning hjælper

Der findes en (næsten) gratis vej til optimale tv-oplevelser, og det er tv-stuens indretning. Tv’et bør placeres i øjenhøjde og således, at det ikke reflekterer lys fra vinduer eller udsættes for direkte sollys. Her kan gardiner selvfølgelig gøre underværker.

I dag har tv-skærme meget høj opløsning (4K). Men det finkornede billede får du kun fuld glæde af, når du ikke sidder langt væk fra skærmen. Hvis siddemøbler for tæt på skærmen skæmmer stuens indretning, kan man flytte møblerne tilbage til en mere diskret position efter Danmarks vigtige kampe.

Tv-kigning er mest behagelig, hvis der en smule belysning i rummet, for eksempel nogle lamper ud til siderne, sådan at lyset ikke reflekteres i tv-skærmen. Philips’ tv-apparater har såkaldt ambient lys, dvs. lys bag skærmen. Det er slet ikke nogen dårlig idé, når det handler om kiggekomfort, og du kan selv montere en ”blød” lyskilde på væggen omme bag tv-kabinettet, således at man ikke kan se ind i selve lyskilden.


3 Stort tv = store oplevelser

Selvom et stort tv kan være en indretningsmæssig ”øjebæ” (i hvert fald, når det er slukket), må man bare erkende, at en stor tv-skærm giver en mere suggestiv oplevelse end en lille tv-skærm. Det store billede gør oplevelsen mere realistisk, fordi sceneriet fylder mere i synsfeltet – prøv bare at se en fodboldkamp på en mobiltelefonskærm, ikke sjovt, vel?

Siden LCD-skærmen i dens forskellige afskygninger afløste CRT-skærmen, er diagonalformatet bare vokset og vokset. 55” er vel efterhånden et minimumskrav i mange bold- og filmglade familier, og vi har vænnet os til de store skærme.

Store tv-skærme fungerer både indretnings- og oplevelsesmæssigt bedst i store rum, for eksempel i en dagligstue. I små rum bliver de meget dominerende, og man kommer nemt til at sidde så tæt på skærmen, at det trætter øjnene og gør det nødvendigt at bevæge hovedet for at se ud til skærmens kant.

4 Tjek disse tv-specifikationer

Det bedste tv til sport er af OLED-typen. Det er der flere grunde til. Generelt har OLED-skærme et bedre billede end de udbredte LED-skærme. Farverne er flottere, og gengivelsen af sorte nuancer er mere sorte, så billedet får større dynamik og virker mere naturtro. OLED-tv’er har også en høj opdateringsfrekvens (120 Hz eller derover) og en kort responstid (0,2 ms for langt de fleste farver, 2-3 ms for resten). Det giver en uforsinket gengivelse af billeder med hurtige bevægelser, dvs. de fleste sportsgrene, men også actionfilm og spil.

Sport samler folk, så hvis I er mange, der ser fodbold sammen, er det rart med en stor betragtningsvinkel (70 grader). Også her er det OLED-skærmen, der scorer flest mål.

De forbedrede LED-skærme, som kaldes QLED, er generelt kun lidt dårligere til sport end OLED (men stadig gode). Faktisk giver QLED-teknologien en mere lysstærk skærm, og det kan også give sportsoplevelsen et ekstra løft.


5 Streaming holder dig opdateret

Danmarks Radio og TV 2 har delt de danske rettigheder til VM i fodbold. Nogle af os ser tv via et antennestik, men flere og flere danskere streamer til deres tv-skærm fra apps, for eksempel DR’s tv-app og TV 2 Play-appen. Hvis man vil styre streamingen fra apps på mobiltelefonen eller en tablet, skal man slutte en streamingenhed som Apple TV eller Google Chromecast til sit tv. Der findes andre måder at se tv på end ved hjælp af antennestik og streaming via apps, men især den app-baserede streaming vinder frem. Dermed er muren jo også faldet mellem tv og internet, og man kan vælge at streame alle mulige andre tjenester eller blogs om fodbold til sin tv-skærm.

Hvis man er bidt af fodbold, kan man hente appen Uefa.tv med for eksempel udpluk af Champions League-kampe. Alle de vigtigste kampe fra denne turnering kan man se med appen fra Viaplay (og et abonnement). Og hvis du vil have live-opdateringer af stillingen i alle klodens vigtigste kampe, mens de foregår, er appen Bold.dk ret effektiv.


6 Lyden fuldender illusionen

Selvom de flade, moderne tv-skærme de seneste par år er blevet noget bedre til at levere god lyd, vil vi stærkt anbefale, at du køber en ekstern lydløsning til tv’et. Med surroundlyd fra separate højttalere er det næsten som at sidde midt i bruset på tilskuerpladserne, når Christian Eriksen og vennerne løber ind på det grønne græs.

Tidligere var den eneste ordentlige løsning at købe et komplet surroundsystem af 5.1- eller 7.1-typen, hvor der står højttalere hele vejen rundt i tv-stuen – ligesom i en biograf, hvor de dog er delvis indbygget i væggene. Men det er et stort indgreb i hjemmets indretning, og den type systemer kan dårligt nok købes længere. De er blevet afløst af lydbarer (også kaldet soundbars), som er blevet fantastisk gode til at eftergøre den 3D-lydfornemmelse, der tidligere var forbeholdt de ægte surroundsystemer.
En lydbar er en samling højttalere i ét kabinet, som normalt placeres lige under tv’et. Ofte hører der også en separat (trådløs) bashøjttaler til, en subwoofer.

Elektronikken i lydbaren skaber den rumlige illusion ved at reflektere noget af lyden mod rummets loft og vægge (som om der sad højttalere netop der).

Også her benytter man betegnelser som 2.1 (to højttalere og en subwoofer), 5.1 (center, venstre, højre samt to surround) eller sågar 5.1.2, hvor det sidste tal står for to ekstra højttalere rettet mod loftet.

Der findes to lydteknologier, som forfiner denne 3D-illusion. Den ene er Dolby Atmos. Den anden er DTS:X. Lydbarer, der kan håndtere metadata fra disse formater, er principielt gode til at ”placere” dig midt i begivenhederne. De skaber en rumlig fornemmelse, som bliver endnu stærkere, fordi de kan bevæge enkeltobjekter – for eksempel en helikopter i en film – rundt i lydbilledet adskilt fra den øvrige lyd.

Så vælg en lydbar, som er kompatibel med et af disse formater, hvor det førstnævnte er mest udbredt. Direkte sportsudsendelser er normalt ikke Dolby Atmos-kodede, men det er mange film i dag. Og der kommer jo en dag efter VM i fodbold.


7 Et netværk, der kan følge med

Kravene til hjemmets trådløse router vokser år for år – i takt med at flere og flere enheder kobles på netværket. Pc’er, spillekonsoller og nu også sensorer, termostater og tv’er (med mere) skaber voldsom trafik i boligens æter. For at undgå, at fodboldtransmissionen pludselig stopper, i samme øjeblik Joakim Mæhle er spillet blank foran mål, skal du have en router med tilpas kapacitet.

I princippet kan moderne routere understøtte snesevis af enheder på det trådløse netværk. Men i praksis opstår der nemt kø, interferens og andre problemer. Det bedste, du kan gøre, hvis hjemmet er fyldt med netaktive enheder, er at købe en router med den nyeste internetstandard (802.11ax) og med Wi-Fi 6E. Den skal ikke være for billig. Routere som Asus Rapture GT-AXE16000 Quad-Band Gaming Router og Netgear Nighthawk RAXE500 Tri-Band Router (se testen i dette nummer) vil holde alle dine trådløse enheder flyvende.


Se introartiklen til VM-temaet her

Redaktionens udvalgte produkter til fodbold-vm

Desuden er der løbende tests af tv'er og lydbarer i de kommende uger. Følg med på aod.dk.