Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

7 stærke råd før du køber trådløs højttaler

Der er kolossal forskel på trådløse højttalere – i størrelse, kraft og lydkvalitet. Så her skal  du være ekstra påpasselig, før du køber.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Skal den kunne klare sig uden kabel?

Selv de større trådløse højttalere fås nu med en god, genopladelig batteripakke, så de kan spille længe helt uden kabler. Fordelen er selvfølgelig, at du nemt kan flytte rundt på højttaleren, hvis du vil lytte til musik og radio et andet sted i hjemmet. Højttalere med batteri er lidt dyrere end højttalere uden.

[irp posts="3118688"]

2 Hvor stort er rummet?

Hvor stor skal en højttaler være for at kunne spille et rum op? Det er svært at sætte præcise dimensioner på eller angive en watt-effekt, men en tommelfingerregel er, at jo større højttaleren er, des højere kan den spille. Hvis du har behov for at kunne spille et stort lokale op, bør du overveje at koble flere højttalere sammen – to, tre eller flere. Find en højttaler, hvor du kan dæmpe lydstyrken i de områder, hvor dine gæster gerne vil kunne tale sammen.

3 Hvad med lyd i flere rum?

Det er en god idé at vælge en højttaler, som kan indgå i en multirumsopsætning. Så kan du altid udbygge med flere højttalere placeret i samme rum eller andre rum i boligen. Med sådan en løsning kan du normalt styre alle højttalere i hjemmet fra en app på din mobile enhed. Tip: Højttaleren kan ofte bruges til at forbedre tv-lyden.

4 Wi-Fi eller Bluetooth?

Det trådløse signal sendes enten via det trådløse netværk, Wi-Fi, eller ved hjælp af Bluetooth. Wi-Fi giver de bedste muligheder for at dække et stort område. Men Blue-tooth kan faktisk række langt indendørs. Dog vil du normalt ikke kunne lave en multirumsopsætning. En både/og-løsning kan være smart.

5 Hvordan tjekker jeg lydkvaliteten?

Trådløse højttalere er praktiske, men lydkvaliteten svinger. Det kan være svært at lytteteste i en støjende forretning. En tung højttaler har dog som regel høj bygge- og komponentkvalitet. Og stort kabinetvolumen giver basis for kraftig lyd. Forvent ikke kompromisløs hi-fi-kvalitet.

6 Hvilke designmuligheder er der?

Trådløse højttalere findes selvfølgelig i mange former og farver. Mere eller mindre præcis cylinderform er dog trenden lige nu. Det kan gøre højttaleren neutral og møbleringsvenlig, ligesom lydspredningen principielt bliver bedst mulig.

7 Hvilke knapper skal højttaleren have?

Det er oplagt at styre højttaleren fra en smartphone eller tablet. Men noget så simpelt som en stopknap eller en volumenknap på selve højttaleren er også ganske rart. Så kan du nemt justere eller afbryde, uden at skulle finde telefonen frem. Det nyeste er indbygget digital assistent, som giver mulighed for stemmestyring. Så kan du blot bede højttaleren om at stoppe.