Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

7 stærke råd før du køber ny pc-skærm

Hvad skal du bruge din skærm til? Det er faktisk det vigtigste kriterium, før du vælger ny skærm.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Vælg den rette skærmtype

Hvad skal skærmen primært bruges til? Det er den vigtigste overvejelse før køb. For handler det om gaming, skal du have en skærm, der er bygget til præcis det formål. Hvis du udfører billed- eller videoredigering på højt niveau, skal du have en mere professionel skærm. Handler det om en skærm til lidt forskelligt, for eksempel surf på nettet, regneark og mail, kan du sagtens nøjes med en lidt billigere model.

2 Stor eller endnu større skærm

En 24”-skærm er for langt de fleste pc-brugere en udmærket løsning. Slut den til din bærbare pc, og du vil opleve et kæmpe løft. Du kan overveje en 27”-skærm. Den fylder ikke så meget mere på skrivebordet, men giver betydelig mere plads, så du kan arbejde med flere åbne vinduer samtidig.

3 Opløsningen skal afbalanceres

For gamere er full HD den opløsning, der forløser spillene bedst. Hvis du er til billed-behandling, kan du godt gå højere op. Det bedste kompromis er 2560 x 1440 pixel for en 27”-skærm og ikke mindre end full HD på en 24”-skærm. Den førstnævnte opløsning giver optimal pixeltæthed på en 27”-skærm, mens full HD på en 24” måske giver et lidt grovere billede, men opløsningen passer godt til skærmstørrelsen.

4 Hurtig skærm til hurtige spil

Skærmens hurtighed har betydning ved gaming. Her ser man i dag ikke så meget på responstiden, som måles i millisekunder. De fleste skærme præsterer 1-4 ms, hvilket er fint. Men opdateringshastigheden er vigtig. På de fleste gamingskærme er den på 144 Hz, på nogle endda højere. Høj opdateringsfrekvens kræver, at pc’en har et grafikkort, der understøtter hastigheden.

5 De nødvendige tilslutninger

Kontrollér, at den ønskede skærm har mulighed for HDMI-tilslutning. Det er i de fleste tilfælde tilstrækkeligt. Men er du til gaming, bør du sikre dig at kunne tilslutte via DisplayPort, der som regel gør det muligt at køre de høje opdateringsfrekvenser. USB-C er også en hurtig standard, som vinder frem.

6 Rimelig eller god lyd

Mange skærme leveres med indbyggede højttalere, der bestemt er brugbare i forbindelse med det daglige pc-arbejde, surfing, tale-tv mv. Men højttalerne er sjældent gode nok til film og gaming. Her må du tilslutte et sæt eksterne højttalere eller en hovedtelefon. Husk i så fald at indstille Windows, så lyden går ud gennem lydudgangen – lyden sendes som regel automatisk til skærmen, når man benytter HDMI-tilslutning.

7 Design betyder noget

Skærme er store og kan dominere et rum. På kontoret vil du derfor nok foretrække en skærm med så neddæmpet og elegant design som muligt. Dem er der mange af, heldgivis, men er det en gamingskærm, du er på udkig efter, skal du være opmærksom på, at diskretion ikke er det mest dominerende udtryk. Gamingskærme er oftest mere voldsomme og med lyseffekter. De skal jo skabe den rette stemning.