Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

7 stærke råd før du køber en konvertibel bærbar

Konvertible computere kan lidt mere end traditionelle bærbare. Så her skal du gøre dig nogle særlige overvejelser, før du slipper dit betalingskort løs.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 To styresystemer – men ikke de sædvanlige

Skal det være Windows eller Mac? Det er standardspørgsmålet, før du køber en bærbar computer – men ikke når det gælder konvertible bærbare. Apple laver slet ikke bærbare af den hybride slags. Til gengæld dukker Googles styresystem Chrome OS op som et alternativ til Windows. Hvis du ikke har brug for så meget kraft, fordi du blot surfer, mailer, skriver tekst og arbejder med regneark, så kan du ligeså godt vælge en billig og let Chromebook. Ellers er Windows stadig det eneste rette valg.

[irp posts="3109274" name="Lorem ipsum dolor sit amet"]

2 Batteritid med et gran salt

Batteritid er vigtigt, hvis du rejser meget og arbejder undervejs eller er mange timer på et studiested med ringe adgang til strøm. Ellers er det mindre vigtigt. Alle producenter angiver en batteritid for deres bærbare computere. Timetallet er ikke helt skævt, men gælder ikke for ”tung” anvendelse som Wi-Fi, gaming og streaming. Opgives der 10 timer, skal du nok regne mere med omkring 8 timer ved normalt brug. Sigt højt, for batterier bliver med tiden dårligere og efter et par år sidder du tilbage med en batteritid på måske 2-3 timer. En let Chromebook har generelt længere batteritid end en heftig Windows-bærbar topprocessor og dedikeret grafikkort.

3 Konvertibel eller noget andet

Her har vi fokus på konvertible bærbare, hvor skærmen kan vendes 360 grader rundt, så den lægger sig ind mod bagsiden af tastaturdelen. Denne type er første og fremmest en notebook og dernæst en tablet. Men der findes også en anden type, de såkaldte 2 i 1-bærbare, hvor du kan hægte skærmen af tastaturdelen. Dem skal du vælge, hvis dit primære ønske er at få en tablet, der også kan fungere som bærbar computer.

4 Find det rette skærmkompromis

Det er dejligt med en generøst stor skærm, hvis du arbejder med grafik, video, foto, programmering og lignende eller bruger computeren til at se film og sport på. Men en 15,6”-model kan opleves som for stor og for tung, hvis du ofte vender skærmen 360 grader rundt og bruger computeren som en tablet placeret i skødet. 13” eller mindre er fint til de fleste opgaver, men det er ikke nogen stor skærm, så ofte vil 14” være det bedste kompromis.

5 Hukommelse afhængigt af system

Du bør vælge den rigtige mængde brugerhukommelse (ram) og harddiskstørrelse fra starten – og ikke satse på senere at kunne opgradere. Vælg minimum 8 GB hukommelse og 256 GB harddisk, hvis du er i markedet for en Windows-maskine. Vælger du en Chromebook, er 4 GB hukommelse og 64 GB harddisk rigeligt, da du primært lagrer i skyen.

6 Undgå en sværvægter

En hybrid computer af den konvertible type vejer eller fylder ikke meget mere end en tilsvarende traditionel bærbar. Men også her skal du overveje, hvor stor og hvor tung en computer, du har lyst til at slæbe med rundt på. For selvom en stor skærm er rart at arbejde på, er det jo knap så rart at slæbe på en stor computer hele dagen. Billige Chromebooks er lette, mens stærke Windows-konvertible med 15,6”-skærm ligger i den tunge ende. Find kompromiset mellem behov og vægt.

7 Processor handler om pris og ydelse

Hvis du vil have topydelse, skal du have en topprocessor. Men de bedste Intel Core i7- eller i9-cpu’er er dyre sager, så her kan være mange penge at spare ved at reducere ambitionerne. Til de mest almindelige opgaver kan mere ydmyge processorer som Intel Pentium, Core i3 eller i5 være fuldt ud tilstrækkelige. Vælger du en maskine med Chrome OS, kan du nøjes med beskeden processorkraft..