Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

7 stærke råd før du køber en dyr smartphone

Hvis du overvejer at købe en smartphone i den helt tunge klasse, er det ekstra vigtigt at få den model, der matcher dine behov bedst. Disse råd hjælper dig med at sikre, at du ikke spilder dine penge.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Android eller iOS

Der er i realiteten kun to styresystemer tilbage på markedet, og vælger du det brugervenlige iOS, kan du kun vælge Apple. Heldigvis er de fleste af Apples mobiltelefoner glimrende (men måske ikke pengene værd på grund af den høje pris). Med Android får du langt bredere udvalg af telefoner, men også et styresystem, der er knapt så kontrolleret som iOS. Du får en større frihed, og du får adgang til langt billigere smartphones end med iOS. Men frihed har som bekendt sin pris. Apples app-miljø er mere sikkert, og det ”skin”, som producenter af Android-telefoner lægger på deres produkter, er af svingende kvalitet, om end de er blevet bedre de senere år.

[irp posts="3095204"]

2 Den rette skærmstørrelse

De fleste high end-telefoner lige nu har en skærmstørrelse omkring 6”, og det er et fremragende kompromis. Men prøv den valgte mobil før køb. En stor skærm betyder selvfølgelig, at hele mobilen er større, og kan du leve med det i hverdagen. Modsat vil du fortryde en mindre skærm, hvis du ser mange fotos, videoer eller spiller ofte.

3 Hukommelse afgør pris

I dag bliver de fleste smartphones i den tunge ende af prisskalaen leveret med mindst 64 GB hukommelse. Når du har en dyr og kraftig smartphone skal den også kunne rumme alle dine billeder, videoer og alt andet, uden du konstant skal overføre til computer og eksterne diske. Tager du mange billeder og videoer er 128 GB faktisk at foretrække. Men vær opmærksom på, at der kan være stor prisforskel mellem smartphones alene som følge af lager-kapaciteten.

[irp posts="3089129"]

4 Din mobil er dit kamera

De fleste mennesker har ikke længere et fotokamera. De bruger mobilen. Så fotokvaliteten skal ikke overses. Opløsning og antal megapixel siger ikke alt om kvaliteten. Så hvis du kan afprøve mobiltelefonen før køb, skal du tage et billede og se om stofligheden er i orden. Om det du fotograferer faktisk ligner det, du har taget et billede af og ikke er et glansbillede, som du bliver træt af at se på den lange bane. Eller købe en smartphone baseret på test her i Datatid TechLife, hvor vi altid har fokus på fotokvalitet.

5 Stor forskel på lyd- og billedkvalitet

En high end-smartphone kan uden problemer bruges til spil, men der er dog modeller fra især Sony og Samsung, som er ekstra gearet til dette. Det skyldes særlige processorer, bedre lyd og bedre kredsløb til skærmgrafikken. Det er en forskel, du først mærker i praksis, men den er til at føle, hvis du prøver det samme spil på en anden telefon. Lyden – især gennem hovedtelefoner – bør også afprøves, da der kan være meget stor forskel i lydkvalitet.

6 Størrelsen betyder da noget

20-25 gram gør en kæmpe forskel, når en smartphone holdes i hånden. Det lyder ikke af meget, men det kan let mærkes. Især hvis telefonen er svær at holde på – måske på grund af runde kanter – og samtidig er lidt stor i det. Derfor bør den prøves, for den skal ligge godt i hånden, når du bruger den som telefon og skal holde den op til øret. Overvej at købe et cover, ikke kun for beskyttelse, men for at du får bedre greb om telefonen.

7 Den solide mobil

De fleste bedre smartphones er i dag ret vandtætte, og det er et must i vores øjne. De skal som minimum kunne tåle en regnbyge, men også gerne, at du taber dem ned i vand. Mange har det stærke Gorilla Glass, men vi ved jo alle, at glasset alligevel let kan flække, hvis du taber smartphonen. I high end-segmentet får du ikke ”håndværker”-modellen, hvorfor du bør ofre et godt cover, selvom det er ærgerligt at skulle pakke sin flotte smartphone ind.

[irp posts="1015339"]