Nye drømme om kabelfri opladning

Nye drømme om kabelfri opladning

Share

Vi lever i en trådløs tid, men ikke alt er trådløst. For ingen har hidtil kunnet levere et praktisk bud på, hvordan man oplader mobile enheder kabelfrit på afstand. Men nu er der måske et par gennembrud på vej. Strømkablet er endelig truet

Kablerne har forladt os. Den trådløse tid er ankommet, og svundne er de dage, hvor gulvet langs panelerne og under skrivebordet var en ormegård af ledninger. Ingen savner dette grimme virvar, som var hjemmets sikre støvsamler. Og dog. Helt fri for ledningerne er vi ikke blevet. Ikke alle ledninger er væk – selv ikke i de hjem, hvor stereoanlægget er blevet afløst af lette, trådløse højttalere. Strømkablet lever stadig.

Også her i 2017 er langt de fleste af vores elektroniske hjælpere helt afhængige af strømkablet. Jo, du kan få trådløse højttalere, som kører på batteri, og mobiltelefonerne er selvfølgelig batteridrevne. Men på et eller andet tidspunkt løber de tør for energi og skal have skiftet batterier eller oplades.

Se også:  Forbløffende nyt fra IT-forskningens front

Det sker som regel, før du ønsker det, og man skal som bruger hele tiden være en smule opmærksom på det med opladning. Hvor er min oplader? Kan jeg vente med at oplade en times tid endnu? Hvor er der en stikkontakt? Det er en distraktion i hverdagen. Det er gammeldags. Det må da snart være slut med de ledninger.

Men enhver ingeniør vil slå en hånlatter op, hvis man så meget som antyder, at strømkablet en dag vil forsvinde og blive erstattet af trådløs opladning. Det kan af utallige grunde slet ikke lade sig gøre, vil ingeniøren slå fast med et overbærende smil. Som bekendt er det den, der ler sidst, som ler bedst. Og måske stivner smilet. For måske er der et gennembrud på vej for den trådløse opladning. Der er i hvert fald mindst to gryende opfindelser, der ser særdeles lovende ud.

Se også:  Rumlasere skal forbinde datacentre med 100 gigabit/s

Først må vi imidlertid en tur tilbage i historien – til strømforsyningens første dage. For hvorfor ikke bare sende strømmen direkte gennem luften og hen til den mobiltelefon eller den transportable DAB-radio, som skal oplades? Opfinderen af vekselstrømmen, Nikola Tesla, skabte den såkaldte teslatransformator, der er berømt for at kunne sende strøm gennem luften, som antændes i gnistrende lyn. Når han kunne i slutningen af 1800-tallet, så kan vi vel også i dag.

Men at bruge Teslas shownummer som grundlag for kabelfri strøm er en blindgyde. Af to grunde. Den første er, at luft er en elendig elektrisk leder, så energitabet er kolossalt. Det lokale kraftværk ville gå i knæ i løbet af få sekunder, hvis alle dets brugere begyndte at oplade deres udstyr med æterbåren strøm. For ikke at tale om de gigantiske elregninger, el-forbrugerne ville modtage.

Del denne