Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

60’er-design – men nyeste teknik

Næste gang du køber fotokamera, skal du måske overveje et såkaldt spejlløst kamera. Det har nemlig en masse skjulte styrker, viser testen af dette retrostylede Olympus Pen E-P3, som på mange måder er en sand, digital perle.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi var med på presselanceringen i Wien i juni måned, hvor vi fik kameraet udleveret en enkelt dag. Nu har vi testet det yderligere et par uger, og vi har været lige begejstrede begge gange.

Vi taler om Olympus Pen E-P3-digitalkameraet, som er et såkaldt spejlløst kamera – en type, der ventes at bliver mere og mere populær fremover. Det spejlløse kamera har ligesom de gode, ægte spejlreflekskameraer udskifteligt objektiv, men modsat disse er det ikke udstyret med et indvendigt spejl, der klapper op, når der tages et billede.

Det spejlløse kamera giver dig det bedste fra to verdener: et kamera, der er forholdsvis kompakt, og som samtidig har den gode funktionalitet og de inspirerende muligheder, som du får med et ”stort” spejlreflekskamera.

Olympus Pen E-P3 minder mest af alt om et analogt søgerkamera fra de tidlige 1960’ere – når man ser på det udefra. Det er ret frækt, ikke mindst når man ved, at det indeni rummer topmoderne teknologi.

Det analoge søgerkamera havde også som i denne nyhed udskifteligt objektiv og var uden spejl, men du brugte en søger, som typisk sad i siden eller i toppen af kameraet. Du så ikke motivet gennem objektivet, men gennem søgeren.

I denne nye, digitale version har du ingen selvstændig søger, men anvender LCD-skærmen som søger, og derved ser du altså ud gennem objektivet ganske som på de fleste digitalkameraer. Det er unægtelig en fordel. Søger fås dog som ekstra tilbehør, du kan sætte i kameraskoen. Her vil du få et digitalt billede, der er det samme, som det du ser i LCD-skærmen.

Den 6,9 cm store LCD-skærm er dog så fin og lysstærk i de fleste situationer, at du ikke rigtig savner en søger. Kun når der er meget kraftigt sollys, og det er svært at skelne LCD-billedet, ville en søger være en hjælp.

Åben digital standard

Opløsningen på billedsensoren er 12,3 megapixels, hvilket er mere end rigeligt til det meste i privat sammenhæng. Sensoren er Olympus’ åbne Four Thirds-standard i såkaldt Micro-udgave. Det er en stor fordel. Det betyder nemlig, at du til kameraet kan købe objektiver fra andre producenter. Også Panasonic benytter Four Thirds, mens andre – herunder Sony – har deres egen standard for digitale spejlløse kameraer.

Pen-serien har været fremme i et par år, og dette er version 3, så der findes allerede en del tilbehør, ligesom der for nylig er lanceret mindre og prisbillige modeller på markedet.

Olympus Pen har metaloverflade som i gamle dage og er lidt større end et kompaktkamera, men stadig noget mindre end selv de mindste spejlreflekskameraer. Det er rart at have i hånden, og det føles gedigent og lækkert. Men bag den gammeldags designstil gemmer der sig hyper-moderne teknologi.

Blandt andet angives det at have verdens hurtigste autofokus. Det er en værdi, der er svær at måle på. Men vi kan bekræfte, at det i praksis er ekstrem hurtigt til at stille skarpt med dette kamera. Det unikke er, at det også er kvikt under halvdårlige lysforhold.

Billedsensoren tager billeder uden blitz, selv når det er halvmørkt, men ofte kan autofokus ikke bruges, når der ikke er lys nok. Det har Olympus løst – som så mange andre – ved at lave ekstra ”søgelys” til autofokus, og det fungerer i praksis godt. Kameraet har indbygget blitz, der kan bruges, når det er nødvendigt eller til ”fill in”-lys, som giver en god effekt som blitz i dagslys.

Desuden er der indbygget flere forskellige programvalg. Du har de normale med ansigtsgenkendelse, fuldautomatisk funktion, manuel, hvor du selv kan vælge lukketid, samt blænde, hvis du vil arbejde med kameraet som de professionelle. Men der er også indbygget effektfiltre, som er ret effektive og sjove.

Du kan lave et billede, der ligner noget fra et gammelt sort-hvid, analogt kamera, eller vælge kun at lade nogle farver stikker frem. Du kan også kombinere flere filtre på samme tid. Man kommer let til at bruge disse filtre lidt for meget og kommer hjem med en masse sjove billeder. Heldigvis kan du indstille kameraet til, at du både tager billedet med effektfilter og uden. Så er du sikker på at komme hjem med nogle ”normale” billeder på hukommelseskortet.

God standardpakke

Du kan også filme – og det sker i Full HD-opløsning. Kvaliteten herfra er rigtig god, og lyden hænger meget godt med. Det er ellers her, mange digitale kameraer har en akilleshæl. Billedkvaliteten fra filmoptagelser er gode nok til at se på computerskærmen, men ikke på et standard-fladskærms-tv.

Kameraet leveres med standardobjektivet på 14-42 mm, hvilket reelt svarer til 42-84 mm, da billedsensoren er præcis halv størrelse af en 35 mm-film, som man måler efter. Men vi prøvede også den nye 12 mm (svarer til 24 mm)-vidvinkel, som er en kostbar sag til små 6.000 kroner. Den er til de mange penge lavet i lækkert metalhus og er tydeligvis et objektiv af meget høj kvalitet.

Men standardversionen med 14-42 mm objektiv er en god pakke til små 7.000 kroner. Her får du et kamera, der er meget hurtigt og lækkert at arbejde med. Det er for stort til at have i en lomme, men let at have med i en lille taske eller rem over skulderen.

Det fås med et håndgreb, der er større end standard, og det vil vi anbefale, da det giver noget bedre greb om kameraet. Det lidt flade kamera kan nemlig være svært at holde, da det let glider ud af hænderne på en varm sommerdag.

Den testede E-P3 er en model, der henvender sig til entusiasten. Men der findes en light-version, der kan næsten det samme og fylder mindre. Den koster omkring 4.700 kroner med samme objektiv. Den har endda vipbar 7,6”-skærm og fås i flere farvevarianter. Det sidste kamera i serien er Pen Mini – en kompakt variant af Pen-modellen. Fylder mindre, men kan næsten det samme til 3.899 kroner.

Det spejlløse digitale kamera er kommet for at blive. Det understreges af Pen-serien og flere andre produkter på markedet. Og mange leverandører, som endnu ikke har præsenteret produkter, varsler, at de er på vej med nyheder, herunder den trendsættende leverandør Nikon.

Den største kameraproducent, Canon, har længe afvist spejlløse kameraer. Men et kvalificeret gæt er, at japanerne har et kamera inden jul eller senest næste forår.

Kombinationen af kompakt design, høj funktionalitet og god billedkvalitet er opskriften på succesen for kameratypen. Men om du så vil ofre 6.000-7.000 kroner for et spejlløst kamera, når du for samme pris kan få et rigtig godt spejlreflekskamera, er spørgsmålet.

Olympus Pen e-P3

Opløsning: 12,3 millioner pixels
Zoom
: 14-42 mm (svarende til 3xzoom)
Film: Full HD, AVHCD/AVI-format
Dimensioner (hus): 122x69.1x34,3 mm
Vægt (u. batteri): 321 gram