Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

60 km kabel til 13 km cykeltur: Se med bag kulissen til det store Tour de France brag

AOD fik et kig bag facaden i fredags, hvor Orange Events viste, hvordan man sikrer klippestabil livetransmission af Tour de France til hele verden.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det så prægtigt og imponerende ud, da man gik gennem gaderne i København fredag eftermiddag. Der var gjort klar til det helt store brag af en Tour-start, og menneskemængden tog til frem mod det indledende fløjt.

De fleste så imidlertid med bag skærmen derhjemme. Ikke kun i Danmark, men i hele verden, hvor den store sportsbegivenhed blev transmitteret live til et væld af forskellige kanaler.

At sikre at de mange tv-signaler kommer ud til de rette kanaler i fineste kvalitet er en enorm opgave. Bag den komplicerede opstilling står Orange Events, som fredag, et par timer inden Tour-start, havde inviteret os til at se, hvordan teknikken bag det hele fungerer.

Orange leverer skræddersyede kommunikationsløsninger til alle aktører i Tour de France; TV, radio, presse, partnere, Tour de France organisationen, tidstagere og tilskuere. Heri indgår et avanceret konferencesystem, så journalister kan interviewe rytterne, mens de er på en anden lokation og få interviewet TV transmitteret.

Dertil kommer videoovervågning på særlige dele af ruten samt 4G og wifi i et særligt system til OSA og journalisternes biler ude på ruten (i Frankrig). Opstilling af midlertidige mobilmaster er samtidig en essentiel del af arbejdet.

En fælles indsats

I front for det danske team var Dennis Madsen, en erfaren herre, der netop denne dag kunne fejre 30 år i Orange. Han forklarede, hvordan den store opgave sker som en fælles indsats mellem TDC, som råder over forbindelserne i Danmark, og Orange, som har know-how og teknisk mandskab til at eksekvere en opgave som denne.

"Vi står sammen om tingene ved en opgave som denne og gør i fællesskab alt hvad vi kan for at løfte den optimalt," fortalte Dennis Madsen. "Normalt har Orange 30 folk i Danmark, i dag er vi 60. Hele det her setup bliver pakket ned i aften og kørt til Nyborg, hvor det skal være klar til i morgen," forklarede han.

"Den største udfordring i Danmark har været, at der er ret kort tid til at stille op, dog ikke så kort at det har været kritisk. Det hele er gået relativt smertefrit."

 

Dennis Madsen, teknisk ansvarlig hos Orange Events. Dennis Madsen, teknisk ansvarlig hos Orange Events.

"Vi anvender 1 Gbit fiber. For at afvikle arrangementet i dag har vi sammenlagt cirka 60 kilometer kabel ude, hvoraf 10 kilometer er fra Orange," fortalte Dennis Madsen.

På spørgsmålet om de ikke overvejer at gøre det trådløst, forklarede han: " Vi foretrækker kabler. Det er mere stabilt og giver adgang til flere frekvenser. I Danmark må vi eksempelvis ikke få trådløse frekvenser til mikrofoner."

I tekniker-rummet bliver signaler hentet ind og delt ud til de rette kanaler.


I en OB-vogn holder et fransk producerhold styr på signalerne fra deres kamerafolk.

Med udsigt over målstregen er kommentatorer fra alverdens kanaler klar.


TV-værterne finder deres plads.

Der gøres klar til at modtage de først ryttere ved målstregen.



Det er her etapens vinder modtages af spørgeklare sportsjournalister.

Vi kaprede den varme stol et kort sekund (på skærmen til venstre vil sportsjournalister sidde klar med deres spørgsmål via en fjernforbindelse fra Bellacentret).

En legeplads for innovation

På alle etaper demonstreres applikationen ’Immersive Tour’ . En 360° live streaming applikation, udstyret med et 360°-kamera og en 5G-mobil, som giver mulighed for at invitere en eller flere personer til at deltage i en begivenhed, som om de var der, gennem en virtuel og interaktiv oplevelse.

Orange tilbyder også et nyt eksperiment i startlandsbyerne og fanparkerne kaldet "Augmented Race 2022", udviklet i samarbejde med de to startups Immersiv.io og Matsuko. Iført Augmented Reality-briller vil seeren blive budt velkommen af Christian Prudhomme, Tour Director, i form af et hologram. Seeren kan samtidig visualiere et overlay kort over Frankrig i augmented reality med nøgleoplysninger for hver etape.

Orange og Tour de France 2022-tallene:


  • 450 teknikere og supervisors i backoffice

  • 50 eksperter og teknikere mobiliseret på hver etape

  • 36 teknikere mobiliseret dag og nat i kontakt med løbet

  • 20 teknikere på Tour de France Kvinder med Zwift

  • 15 tons udstyr

  • 34 km kabler i gennemsnit installeret på hvert mål

  • 6 Wifi-netværk i målområde og til presserummet

  • 34 midlertidige mobilrelæer for at styrke mobilnetværkets dækning (ikke i Danmark)

  • 220 km optisk fiber installeret til målstregen

  • 500 midlertidige telefonlinjer

  • Mere end 6.300 timers udsendelse på verdensplan i 190 lande (TV)

  • 1,4 millioner minutters internetforbindelse gennem løbet