Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

6 stærke tips når du køber gamingbærbar

Gaming spiller nogle andre krav til din bærbar end kontorarbejde gør. Her klæder vi dig på til at købe den perfekte gaming-bærbar.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Gaming kræver grafikkræfter

Grafikkortet er hjertet i en gaming-computer, og derfor det første du bør se på, når du køber. De fleste testdeltagere anvender GeForce-kort fra Nvidia, og de har tal, der indikerer, hvor i hierarkiet de befinder sig. Det højeste lige nu er RTX 3080.

https://www.altomdata.dk/gaming-baerbare-stortest-tag-de-helt-store-gaming-oplevelser-med-dig/

Cpu’en er også afgørende. Både AMDs Ryzen og Intels Core-processorer klarer sig rigtig godt; dog er det lige nu Intels 12. generation, der leverer den stærkeste ydelse.

2 En Kølig maskine kører bedst

Ydelsen kan dog variere, selv på maskiner med identiske komponenter. Effektiv køling gør, at man kan klemme mere ud af maskinen. Det er dog også kølingen, der får computeren til at larme, og derfor handler det om at ramme den rette balance. Lettere maskiner yder typisk lidt svagere, da man ikke kan klemme så stærk køling ind som i de større og tungere.

3 Skærmen skal være hurtig

Skærmen er selvsagt af stor vigtighed. Den skal være af en kvalitet, der kan yde det stærke grafikkort retfærddighed. Høj opløsning er ikke det mest afgørende. Vigtigere er opdateringshastigheden. I testen ligger vi på 165 Hz eller endnu højere. Det betyder, at du kan opnå utrolig smidighed i billedet, dog afhænger det af at maskinen har et grafikkort, der kan klare den krævende billedprocessering.

4 Lad ikke lageret sinke dig

De nyeste spil indeholder enorme mængder data. Hvis ikke du vil vente i uendeligheder, skal du sikrer dig, at maskinen har hurtige ssd-diske. Gå efter Thunderbolt 4 eller PCIe Gen4x4-baserede drev hvis muligt. De kan levere dobbelt så høje hastigheder som foregående generation.

Arbejdshukommelsen betyder også rigtig meget for, hvor smidigt systemet kører. Med introduktionen af DDR5-ram er den blevet meget hurtigere. Dog er denne type ram fortsat sjælden – den findes kun i testens allerdyreste pc’er.

5 Undgå uendelige ventetider

Det er ikke ualmindeligt at spil fylder 50 eller måske endda 100 GB. Du kan vente evigheder på at downloade et spil, hvis din Wi-Fi-forbindelse er sløv. Gå som minimum efter Wi-Fi 6 og gerne Wi-Fi 6E, som er det hurtigste.

For at få gavn af disse forbindelser kræver det dog, at du har en router, der understøtter dem. Ellers nytter det ikke noget. Et LAN-stik i computeren kan være et godt supplement, da du således har mulighed for at sætte lidt fart på de tungeste downloads med et kabel.

Eksterne ssd’er fås i dag med hastigheder over 2000 MB/s, hvilket kan være herligt, hvis du vil flytte spildata. Det kræver dog, at du har porte, der understøtter hastighederne, og det er langt fra en selvfølge. Maskinen skal som miniumum have USB 3.2 Gen2x2 eller Thunderbolt 4.

6 Det rette klik

Det tastatur, der er godt at skrive på, er ikke nødvendigvis det, der er godt at game på. Så overvej, hvad der er vigtigst – store mellemrum, dyb vandring og kontante kliks eller mere behersket respons. Nogle gamingmaskiner rammer en fin mellemting.