Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

6 sikkerhedstips til sommerferien

Mange tager mobilen med på ferie, men tænker ikke over de sikkerhedsrisici, den udsættes for. Norton giver her 6 gode tips til mobilsikkerhed på rejsen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ifølge en ny rapport fra Symantec er antallet af mobiltrusler steget voldsomt det seneste år – faktisk hele 93 procent. Mobilbrugere anvender både deres telefoner til at gemme billeder, videoer og musik på samt til at læse mails, ordne-bankærinder og surfe på nettet. Det er derfor vigtigt, at man ikke glemmer mobilsikkerheden, når man tager på sommerferie, hvor der er flere risici at tage hensyn til.

Den menneskelige trussel

Det sker tit, at folk mister deres mobiltelefon i forbindelse med rejser – for eksempel når man sidder i toget, flyet eller lejebilen. Symantec foretog for nylig en undersøgelse i USA og Canada, hvor man placerede 50 mobiltelefoner i det offentlige rum, så det lignede, at de var blevet tabt, for at se, hvordan folk reagerede. Det viste sig, at hele 96 procent af dem, som fandt mobiltelefonerne, forsøgte at få adgang til private filer og personlig information i mobiltelefonerne.

Det er med andre ord ikke alle, der indleverer fundne telefoner. Størstedelen af de mennesker, der finder tabte telefoner, udgør en såkaldt ”menneskelig trussel” modsat en ”teknisk trussel”, hvor andre eksempelvis prøver at bryde ind i din mobiltelefon via internettet og bruger andre teknikker.

Derfor er det essentielt at kunne lokalisere og/eller spærre sin mobiltelefon hurtigt, så vedkommende, der finder telefonen, ikke kan se dine personlige oplysninger på telefonen.

»I dag er en mobiltelefon meget mere end en telefon – det er en enhed, som vi internetsurfer på, ringer fra, fotograferer med og så videre. Hvis du tænker på mobilbeskyttelse og tager nogle enkle forholdsregler, allerede inden du tager af sted, kan du i stedet fokusere på at slappe af på ferien,« siger Peter Schjøtt, sikkerhedsekspert fra Symantec.

1. Installer en sikkerhedsløsning med gps-funktion og fjernblokering på din smartphone, så du kan finde mobiltelefonen, hvis du taber den, eller blokere den, hvis den bliver stjålet. Norton Mobile Security giver dig eksempelvis mulighed for begge samt en ”scream”-funktion, der lader dig aktivere en hyletone i telefonen, når du vil lokalisere den. Husk også at bruge pinkode eller anden låsefunktion på mobil eller tablet for at holde ubudne gæster væk.

2.Inden du rejser – tag en sikkerhedskopi af billeder, musik og anden data, du har på mobilen.

3.Brug ikke hvilket som helst trådløst netværk. Det er ofte fristende at koble sig på andre netværk, når man er ude at rejse, især hvis de er gratis. Men husk at tænke over hvilket netværk, du bruger, da sikkerheden ikke er lige høj alle steder. Brug officielle netværk, f.eks. hotellets, og tænk dig om, inden du bruger offentlige netværk til personlige ærinder, såsom netbank eller kreditkortbetalinger.

4.Download ikke apps, som du ikke føler dig sikker på, og som du har fået links til via e-mail eller sms – de kan være skadelige.

5. Gem ikke følsom information på din mobiltelefon – såsom log-in-oplysninger til din netbank og pinkoder til dine kreditkort. Overvej også, hvilke arbejdsoplysninger der findes på din telefon – mange har eksempelvis arbejdsmails med følsomme informationer, som ikke bør deles.

6. Ikke alle QR-koder er venligtsindede. Ligesom du skal være kritisk over for, hvor du surfer med mobilen, skal du også være kritisk med, hvilke QR-koder (firkanterne med sorte og hvide felter i) du scanner. Nogle leder til ondsindede hjemmesider. Overvej at anvende en QR-scanner, der tjekker dette.