Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

5G kommer nu – vi tjekker realiteterne

Som den første udbyder i Danmark har TDC taget hul på fremtiden for mobiltelefoni. Allerede ved udgangen af 2020 ventede selskabet, at dets 5G-mobilnet vil være landsdækkende. Hvad kommer det til at betyde for privat- og erhvervskunderne hos YouSee og TDCs andre brands?.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

7. september 2020 kunne spidserne hos TDC Net næsten ikke få armene ned. Denne division i TDC Group står for koncernens infrastruktur, herunder mobilnetværket hos YouSee, og anledningen var den officielle åbning af 5G.

Udrulningen af den nye teknologi begyndte i København og landets andre storbyer, og inden nytårsklokkerne bimler 2021 ind, skal hele TDC Nets mobilnetværk være opgraderet til 5G.

5G betyder i denne sammenhæng ganske enkelt femte generation – af mobilnetværk. Alene navnet fortæller, at vi ikke står med en revolution, men ”blot” endnu et trin i en evolution, som begyndte for mere end 30 år siden med mobiltelefoner på størrelse med kabinekufferter og femcifrede prislapper i datidskroner.

Mange generelle medier sætter nærmest rutinemæssigt adjektivet ”lynhurtig” foran 5G, når de omtaler teknologien. Det giver mening – sådan set – for udbyderne lover tårnhøje hastigheder over 1 Gbps, ekstremt korte reaktionstider under 1 ms og i det hele taget stærkt udvidet kapacitet.


Teknikere fra TDC Net og Ericsson har knoklet for at opgradere op mod 4000 mastepositioner til 5G og til en bedre 4G-forbindelse.

 
Udbyderne gør imidlertid knap så meget ud af at kommunikere, hvornår disse fantastiske landvindinger bliver tilgængelige for almindelige mobilkunder. Men de er helt klar over, hvad der ventes af dem nu og i fremtiden.

”Danskernes dataforbrug stiger med cirka 40 procent om året, og det stiller større krav til netværket. I TDC Net ser vi det som vores opgave at sikre, at alle i Danmark har adgang til en stærk digital infrastruktur. Derfor gør vi nu klar til 5G og opgraderer samtidig mobilnetværket over hele landet og udbygger dermed fundamentet for den digitale fremtid i Danmark. Det betyder allerede nu en forbedring af hastighed ...,” siger Andreas Pfisterer, CEO i TDC Net.

Læg mærke til, at TDC Net-direktøren taler om dataforbrug – ikke samtaletrafik, endsige SMS. Smartphones er jo for længst blevet den digitale livline for milliarder af mennesker, som streamer, overfører og deler stadig flere data. Så skal teknikken selvklart kunne følge med, og derfor bliver 5G ikke andet og mere end en station mellem 4G og 6G – som igen på et tidspunkt bliver overhalet af 7G. Og så videre... Sådan er fremskridtets lov.

Dybest set handler megen it-teknologiudvikling om at reducere ressourceforbruget til lagring, behandling og transmission af data.

Hvad angår mekanisk lagring, er det svært for en ronkedor som denne artikels skribent at lade være med at tænke på, at der er mindre end 40 år mellem de første pc-harddiske på 10 MB og nutidens, fysisk meget tyndere giganter på foreløbig 18 TB – 1,8 millioner gange større i kapacitet og langt, langt billigere.

Den endnu ældre Moores lov fra 1965 postulerer, at antallet af transistorer i en mikrochip – chippens datakraft – kan fordobles i løbet af 18 til 24 måneder. Rygterne om denne ”lovs” snarlige død har hidtil været noget overdrevne, for den gælder stadig.

Flere data på mindre plads

Disse to udviklinger er også med til at speede den lige så vitale transmission af data op. 

Malet med den helt brede pensel har udviklingen af datatransmission drejet sig om at ”pakke” data, så de kan overføres i mindre pakker med mere indhold. Sideløbende er hastighederne sat op, så pakkerne kan overføres hurtigere over de samme forbindelser. Og endelig skal teknikken understøtte stadig flere samtidige brugere i et givet område.

Her taler vi på sigt om seks- og syvcifrede antal opkoblede klienter pr. kvadratkilometer. Det vil sige, at 5G vil kunne fungere med IoT (Internet of Things) og erstatte eller aflaste Wi-Fi til at holde styr på alle de smarte enheder, der fylder stadig mere i vores liv og hjem. Endnu en anvendelse er M2M (Machine to Machine) til trådløse opkoblinger i produktionsindustrien.

Men der er stadig grænser, selv om de hele tiden flytter sig.

Endnu en naturlov er den omvendte proportionalitet mellem radiobølgers rækkevidde og frekvens. I hele Danmark har vi siden 1927 kunnet lytte til AM-radio på 243 kHz fra Statsradiofoniens langbølgesender i Kalundborg, som rækker op til omkring 1500 km.


TDC Net ser det som sin opgave at sikre, at alle i Danmark har adgang til en stærk digital infrastruktur, siger Andreas Pfisterer, CEO i TDC Net, der nu ruller 5G-nettet ud. Men ”alle” skal nok vente lidt.

Hands-on:AOD har været rundt i bylandskabet for at teste, om 5G lever op til lovordene

”Burde du ikke være vokset fra det pjat?” Den kommentar har AODs udsendte medarbejder hørt i forskellige varianter under arbejdet med denne artikel. Meningen har vel været, at når man støver rundt i bybilledet i uforudsigelige mønstre med en eller to smartphones til at fylde op i synsfeltet, kan formålet kun være at spille Pokémon Go. Og den slags gør voksne mænd åbenbart ikke.

Absolut enig, men ét er TDC Nets i øvrigt glimrende, computersimulerede dækningskort; noget ganske andet er at finde steder med nogenlunde stærke og stabile signaler på både 5G- og 4G-båndet. Her kan nogle få meter gøre en stor forskel.

Rundt i det indre
København


Vi har fortrinsvis støvsuget området omkring Kongens Nytorv og Christiansborg i Københavns centrum med en Samsung Galaxy S20 Ultra 5G og en Sony Xperia 1 som henholdsvis 5G- og 4G-reference-håndsæt.

Som tabellen viser, har vi opnået nogle ganske konsistente resultater. På de fleste positioner er downloadhastigheden på 5G omkring dobbelt så høj som på 4G. Reaktionstiden er gennemgående reduceret med omkring en tredjedel fra 17-18 ms til 12-13 ms, og uploadhastigheden har også fået et spark opad.

I mindre tæt befolkede områder har vi – som forventet – aflæst mindre imponerende resultater, men en fordobling i forhold til 4G er også værd at tage med.

TDC Nets løfter om bedre præstationer med 4G kan vi også bekræfte. Et enkelt eksempel er en downloadhastighed på 329 Mbps ud for Elgiganten på Strøget i København. Det er faktisk lige så godt som det aktuelle 5G-niveau.

Når 5G er bedst, er bruger­oplevelsen i vores utålmodige optik stærkt forbedret. Det er simpelthen skønt at kunne sidde på en fortovscafe og læse nyheder, tjekke mail, se video og i det hele taget leve sit digitale liv, når man kommer online på et splitsekund, og indholdet bare kører uden at hakke eller tøve det mindste.

En anden oplagt anvendelse af 5G-mobilnettet er at bruge det som alternativ eller supplement til kablede internetforbindelser. Dette ville vi gerne have prøvet med nogle af de mobile hotspots, som skal være lige på trapperne, men desværre er det ikke lykkedes at fremskaffe så meget som én eneste enhed af denne slags inden deadline.

I dag kræves der tusindvis af antennemaster til at dække vores lille land med mobiltelefoni.

Dette skyldes, at jo mere indhold der skal overføres, desto større båndbredde skal en forbindelse have, og det kræver igen højere sendefrekvenser – med kortere rækkevidde. Derfor har Wi-Fi-routere normalt to frekvensbånd – 2,4 GHz med lang rækkevidde og lav kapacitet samt 5 GHz med de omvendte egenskaber. Hvis man vil streame hurtigt og meget, bør man altid indrette sig med routeren og/eller mesh-systemet, så 5 GHz-båndet er tilgængeligt de ønskede steder.

Situationen er tilsvarende for 5G-mobilnet. Når ”5G”-indikatoren tændes på en smartphone, vil den de fleste steder kunne bruge det lave 700 MHz-frekvensbånd, som kan dække et forholdsvis stort område – eller skifte til 4G, hvis 5G-signalet alligevel er for svagt.

Selv på 700 MHz-båndet kan der være betydelige forbedringer af hastigheder og reaktionstider med 5G i forhold til 4G, men der mangler meget, inden billedet bliver så rosenrødt, som udbyderne stiller i udsigt.


Dette udsnit af TDC Nets dækningskort viser signalforholdene i det centrale København på Slotsholmen. Folketinget bliver 5G-forkælet med helt op til 1 Gbps indendørs.

 

Dette udsnit af TDC Nets dækningskort viser signalforholdene i det centrale København på Slotsholmen. Folketinget bliver 5G-forkælet med helt op til 1 Gbps indendørs.

Status og fremtidsudsigter

Her ved udgangen af 2020 regner TDC Net med at have opgraderet op mod 4000 mobilmaster til 5G på 700 MHz-frekvensbåndet. Denne opgradering, som er gennemført sammen med Ericsson, indfører ikke alene 5G, men forbedrer også forholdene for 4G-brugere. Se næste afsnit ”Hands-on”.

I første runde kommer 5G-resultaterne ikke i nærheden af teknologiens potentiale, men lidt har jo også ret. I centrum af tre af Danmarks største byer – København, Aarhus og Odense – samt i Helsingør, der har været testområde siden 2019, kan man få en forsmag på fremtiden, for der har man også udrullet 5G på det højere C-bånd (3,4-3,8 GHz). Dette betyder, at brugerne i disse områder her og nu kan få downloadhastigheder på op til 1 Gbps og 2 Gbps på sigt.

Det næste trin opad på 5G-stigen kan vi først få, når Folketinget er blevet enigt med sig selv om de politiske rammer for de forsinkede frekvensauktioner over landsdækkende 3,5 GHz- og 26 GHz-frekvensbånd. Her kommer der nok ikke til at ske alverden, før vi skriver 2021.

Vi har læst mange steder, at helt selvkørende biler vil kræve internet med ultrakorte reaktionstider på 1 ms (et millisekund eller en tusindedel sekund) eller endnu mindre.

Rent teknologisk kan sådan en udfordring sikkert løses, men vi tør slet ikke tænke på regningen for en 100 procent landsdækkende 3,5 GHz-infrastruktur – for slet ikke at tale om 26 GHz.

Vi kan også levende forestille os lokal modstand mod en mangedobling af antallet af mastepositioner i næsten ethvert område.


Et typisk sæt 5G-målinger fra det centrale København. En downloadhastighed på 341 Mbps gør en mærkbar forskel i forhold til typisk 4G. Bemærk også, hvor jævne de vandrette kurver er. Det er tegn på meget stabile signaler.


På ”Strøget” i Charlottenlund er 5G-dækningen også godkendt med en downloadhastighed på 242 Mbps. Upload-kurven bugter sig i bakkedal, men reaktionstiden (ping) på 9 ms er den bedste, vi har målt i dette projekt.

Hvad bliver det næste?

Mens vi venter på, at TDC og de øvrige 5G-udbydere etablerer landsdækkende adgang til deres bedre og hurtigere mobilnet, er industrien for længst i gang med at udvikle den næste generation, som – surprise! – kommer til at hedde 6G.

Samsung, der i 2018 var først med 5G-demoer ved vinter-OL i Korea, satser på at gentage succesen med 6G og har allerede publiceret et såkaldt whitepaper om sine visioner. Dette dokument kan downloades hos Samsung Research.

I meget korte træk venter Samsung, at 6G vil kunne overføre data ved hastigheder op til 1 Tbps – tusinde gange så hurtigt som vores aktuelle gigabit-netværk – med reaktionstider ned til 0,1 ms. Dette vil kræve THz-frekvenser og specielle antenner.

Og tidshorisonten? Samsung regner med, at standardiseringsorganisationen ITU-R vil definere en 6G-vision i 2021. De første fungerende systemer kan vi vente i 2026, mens kommercielle løsninger kan begynde at ramme markedet i 2028, så en stor udrulning kan finde sted omkring 2030 – om 10 år.

Det sætter måske tingene lidt i perspektiv, at 3G blev defineret i 1985 og var 15 år undervejs. Kuglerne til 4G blev støbt i 2000, og endnu rækker dækningen ikke helt ud i Danmarks yderste afkroge. Og 5G, som blev defineret i 2012, er nu så småt på vej. Evolution tager tid. 

Med helt fra starten

Knud Søndergaard, der står bag dette realitetstjek af 5G i Danmark, har fulgt den teknologiske udvikling inden for blandt andet mobiltelefoni, lige siden mobiltelefoner kun var noget, man drømte om. Han må ubetinget betegnes som en af Danmarks mest erfarne teknologiskribenter og -testere.