Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

5 tips, når du køber billig mobil

Billige mobiler er blevet markant bedre end for blot et par år tilbage, men der en bundgrænse du bør beholde dig over. Se her, hvad du skal holde øje med ...

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Tjek skærmen

Skærmkvaliteten er efterhånden ganske fornuftig i de billige mobiler. Det er dog værd at holde øje med et par ting, som måske ikke lige falder i øjnene med det første. Gå efter Full HD-opløsning (FHD), så du får et skarpt billede. Vælg en mobil med en nits-værdi på minimum 400, så billedet er tilpas lysstærkt. Mobiltelefonen bør også have Gorilla Glass af nyest mulige generation.

2 Pixels er ikke alt

Pixelræset er sat ind på de biligste smartphones. Nogle kommer med kameraer på helt op til 48 MP. Som det gælder for selv professionelle kameraer, er det dog ikke antallet af pixel, der bestemmer, om dit billede bliver godt. Mindst lige så vigtig er stabilisering, blænde- og sensorstørrelse, kvaliteten af autofokus m.m. Det er således værd at dykke lidt i specifikationerne for at få en idé om kameraets kvalitet.

https://www.altomdata.dk/billige-smartphones-test-er-de-billige-mobiler-gode-nok/
3 Gå ikke under dette

Du kan tillade dig at forvente nogle grundlæggende features selv i dette prissegment. Fingeraftrykslæser, USB-C-stik til opladning samt minimum 2 GB ram og 32 GB lager. Gå ikke under det, men meget gerne over. Det er muligt at finde modeller med 4 GB ram og op til 128 GB lager.

4 Fart på opladningen

Batterikapaciteten er enorm i mange af de billige mobiler. De kan rumme strøm nok til flere dage. De fleste tilbyder også en form for hurtigopladning. Hvor hurtig den er, er dog meget forskelligt. Tjek, hvor mange watt mobilen er i stand til at modtage, og tjek også, hvor mange watt den medfølgende oplader kan levere. Det er nemlig ikke altid, at den leverer så meget, som mobilen understøtter. Så kan det betale sig at bruge en kraftigere oplader, hvis man har en til rådighed.

5 Undersøg systemet

Når vi køber dyrere mobiler end de testede, er vi vant til, at de leveres med det nyeste styresystem, eller at de i det mindste vil blive opgraderet til det inden for en overskuelig fremtid. Det kan man ikke være sikker på med billigere mobiler. Man skal derfor holde øje med, hvilken version de sælges med. Og man skal også undersøge, om de er garanteret opdatering til kommende versioner.