Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

5 ting der truer dig på Facebook

Risikoen ved at færdes på de sociale medier er vokset markant. Kriminelle udnytter Facebook og lignende tjenester til at sprede virus og stjæle personlige oplysninger. Læs her hvad du skal passe på, når du færdes på de sociale medier ...

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Baseret på undersøgelser foretaget i løbet af 2014 på Facebook, LinkedIn og Twitter, er det nu muligt for Bitdefenders sikkerhedseksperter at komme med bud på fremtidige tendenser og hvilke trusler vi kommer til at opleve i 2015. Her er Bitdefenders top 5 over de sikkerhedstrusler der kommer til at ramme de sociale medier i 2015:

1. Malvertising på sociale netværk

Malvertising, eller falske reklamer, er et stigende fænomen, og ifølge Bitdefenders forskning indeholder næsten et ud af tre annoncenetværk e-trusler. Blandt andet har Facebooks annonceplatform ondsindede annoncer, der kopierer spam-mønstre. Bitdefenders forskning i 2014 viste, at omkring 7% af alle online reklamer ikke er hvad de udgiver sig for at være, og kan smitte brugere med malware og udsætte dem for svindel, spam eller phishing.

Ifølge Bo Skeel har disse falske reklamer ofte medicinalvarer og luksusbrands til spotpris som tema. "Vi ser desværre en tendens til, at bagmænd udnytter folks svaghed for luksusvarer og spotpriser og laver online markedsføring for et produkt som ofte ikke engang findes, men som kun har den funktion at sprede malware og franarre brugeren enten penge eller personlig data".

2. Mobil ransomware kan ramme sociale netværk

Vi kommer igen i 2015 til at opleve mails, der på gebrokkent dansk, udgiver sig for at være fra Politiet, og beskylder modtageren for at have begået forskellige forbrydelser, såsom at have distribueret børnepornografi. Disse beskeder kan være en del af ransomware-kampagner, hvor formålet er at presse en løsesum ud af offeret. Offerets skærm kan blive låst eller også krypteres alle offerets filer, hvorefter man, måske, først får adgang til sine billeder og dokumenter igen, efter at have betalt en løsesum på eks. 1000 kr. Denne type ransomware kan også ramme sociale netværk i 2015.

3. Trojanske heste gemmer sig bag chokerende videoer

Ondsindede links skjult i grusomme Facebook-videoer vil i stigende grad forekomme i 2015, advarer Bitdefender. De videoer der cirkulerede i 2014 havde en oftest meget voldelig karakter, så som en kvinde der tilsyneladende skulle halshugges. Desværre havde disse ekstreme videoer ofte held med at skabe så megen nysgerrighed hos brugerne på de sociale medier, at mange klikkede på videoen og dermed blev inficeret med en virus.

4. "Work-at-home"-svindel vil kræve flere ofre

LinkedIn vil blive ramt af mere "work-at-home"-svindel, der lokker jobsøgende med løfter om store lønninger for næsten intet arbejde. Med mange stillinger i den virtuelle verden vil sådanne angreb kræve flere ofre i 2015. Brugere rådes til at holde øje med dårligt udfyldte profiler og tvivlsomme personer, der rekrutterer.

5. Populære søgninger vil skabe populær svindel

Bitdefender advarer også imod populære søgninger på nettet. Udover typisk SEO-forgiftning, vil cyberkriminelle også bruge sociale netværk såsom Twitter og Facebook til at sprede svindel baseret på søgningers interesse. "Vi kan se der er flere ligheder mellem lister over de mest populære internet-søgninger i 2014 og så nogle af de mest populære svindelnumre", siger Bo Skeel, Global Evangelist hos Bitdefender. "I 2014 udnyttede bagmænd, at der over hele verden var stor interesse for at søge efter emner såsom Ebola, Robin Williams død, VM og Malaysian Airlines Flight 370. Svindlere brugte disse søgninger til at ramme et stort antal ofre på Facebook, Twitter og via traditionel e-mail-spam."

Sladder om kendte mennesker samt dødsfald har en tendens til at dominere lister over populære søgninger og Bitdefender forudser, at svindlere vil fortsætte med at udnytte navnene på enhver afdød berømthed.

Bo Skeel opfordrer brugerne på de sociale medier til at agere med fornuft og gerne lidt sund skepsis í 2015 og kommer med følgende gode råd:

• Hold dine sikkerhedsløsninger opdateret på alle internetopkoblede enheder.

• Undgå at logge på fra usikre hotspots.

• Hvis du skal downloade en videoafspiller for at se en video på eks. Facebook, bør du lukke vinduet, da der er stor fare for, at du ved at klikke på linket downloader en virus i stedet for en medieafspiller.

• Hvis et tilbud virker for godt til at være sandt, så er det ofte præcis tilfældet.

• Undgå at klikke på, eller dele, alt indhold som er stødende eller direkte ulovligt.