Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

5 stærke tips før du køber hovedtelefon

1 Skal passe til formålet
Når man rejser, er det en fordel, at hovedtelefonen er let og kompakt. Plast kan være at foretrække, da materialet ikke er tungt, og samtidig er det slidstærkt. Det kan betale sig at gå efter et sæt, som kan foldes, så hovedtelefonerne fylder mindst muligt i tasken.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Skal passe til formålet

Når man rejser, er det en fordel, at hovedtelefonen er let og kompakt. Plast kan være at foretrække, da materialet ikke er tungt, og samtidig er det slidstærkt. Det kan betale sig at gå efter et sæt, som kan foldes, så hovedtelefonerne fylder mindst muligt i tasken.

Er hovedtelefonen tiltænkt hjemmebrug kan man derimod godt tillade sig at gå efter lækrere materialer som læder og aluminium, da man nemmere kan passe på headsettet og ikke skal være nøjeregnende med vægt og størrelse.

2 De rette standarder

Bluetooth er ikke bare Bluetooth. Den trådløse teknologi eksisterer i forskellige generationer, og der findes en stribe af codecs og formater, som bestemmer, hvilken lydkvalitet man kan opnå via det trådløse signal.

https://www.altomdata.dk/traadloese-hovedtelefone-stortest-din-bedste-ven-paa-rejsen/

Gå ikke under femte generation af Bluetooth, og sørg gerne for, at der som minimum er AptX, som sikrer højere kvalitet ved streamning, og gerne AAC, der gør det muligt at overføre hi-res-musik.

3 Klar tale

Skal headsettet anvendes på kontoret, til telefonsamtaler og videomøder, så sørg for at de indbyggede mikroner er af høj kvalitet. Flere af de nye modeller anvender op til flere mikrofoner og avancerede teknologier for at sikre, at din stemme kan stå krystalklart, uden at omgivelsernes lyde kommer med.

4 Indbygget assistent

Stemmestyring er ved at være en almindelig funktion i mange af markedets hovedtelefoner. Med en dedikeret knap kan du få adgang til mobilens indbyggede stemmeassistent og den vej styre musik og andre ting. Ideen er for så vidt fin, men ærlig talt synes vi, at det er lidt sært at tale ud i luften til en vituel assistent, når vi går på gaden eller sidder i toget, så anvendeligheden er begrænset.

5 Strøm til den lange tur

Batterilevetiden varierer meget. De fleste klarer minimum 20 timer, hvilket i de fleste tilfælde er mere end rigeligt. Er du ude på en større rejse, der strækker sig over flere døgn, kan de ekstra timer, som nogle af de stærkeste hovedtelefoner leverer, dog vise sig at være det, der skal til for at få dig helt til destinationen med fuld musik.

For at spare lidt på strømmen kan man slå Bluetooth og støjreduktion fra. Begge bidrager til strømforbruget. Der kan være flere timers musik at hente ved at køre kablet i stedet for trådløst. Er det først og fremmest på kontoret eller derhjemme, du anvender headsettet, betyder de ekstra timer ikke så meget, da der er god mulighed for at lade op, inden du løber tør for strøm.