Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

4 stykker gratis software

Vi har fundet fire fremragende programmer, du kan hente helt gratis.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Udvalgte internetvideoer
Programnavn: Neverthink

Vores smartphones, ak ja hvad skulle vi gøre uden. De er fremragende, når man skal have tiden til at gå undervejs, eller når man blot ikke har andet at tage sig til. Hvad er mere afslappende end at se videoer, som man har fundet frem til, nej vel.

Hvis du på din Androidenhed installerer Neverthink, så slipper du også for selv at skulle lede vidt og bredt efter videoer, der er værd at kigge på, det klarer folkene bag appen hver dag. Du præsenteres for, hvad de synes er bedst indenfor 40 forskellige kanaler, et kig værd.

Hent Neverthink her.

Enkel malware-scanner
Programnavn: Winja

Et af de største problemer, man slås med som computerejer, er ondsindet software, også kaldet malware. Der findes en lang række programmer til bekæmpelse af malware, en af disse er Winja, der er baseret på den af mange sikkert ikke kendte Google WinTotal Multi Engine Scanner.

Programmet virker ikke videre avanceret, men det byder dog på flere værktøjer til at luge ud i ondsindet software. Winja understøtter Windows helt tilbage fra Windows XP, og man kan vælge at installere programmet eller anvende en portabel version i stedet. Programmet har en enkelt udseende brugergrænseflade, der dog godt kunne være lidt bedre til at skilte med, hvad de enkelte elementer gør, det gælder specielt de ekstra værktøjer, der medfølger.

Med Winja kan du scanne enkelte filer eller flere ad gangen på computeren, du kan også sikkert downloade en fil fra Internettet og analysere den. Ud over det kan du scanne løbende processer, og de ekstra værktøjer er også brugbare.

Hent Winja her.

Print lister over din computers mappeindhold
Programnavn: DirPrintOK

Indrømmet, det er måske ikke noget, man vil gøre konsekvent, men skulle behovet opstå for at udprinte lister over hvilke filer, man har på computeren eller i det mindste i bestemte computermapper, så lader det sig gøre med DirPrintOK-programmet.

Arbejdet med at printe indholdet af en mappe eller en hel sti med undermapper foregår i en stifinderlignende brugergrænseflade. Det er muligt at filtrere så visse filtyper eller navnekombinationer undtages fra udprintningen. Alt i alt et fint værktøj til et specialiseret formål.

Hent DirPrintOK her.

Nye navne til dine filer
Programnavn: KUKnet FileRenamer

Har du behov for at ændre navnet på en eller flere af dine filer, er KuknetFileRenamer et sikkert valg. Windowsprogrammet kan omdøbe enkelte eller flere filer af gangen, inklusive filer i valgte mapper og undermapper. Du vil blive præsenteret for rigtig mange forskellige måder, hvorpå det eller de eksisterende filnavne kan ændres.

Det går fra at ændre bestemte tekststrenge, erstatte karakterer i filnavnet, tilføje eller slette dele af filnavn, ændre fil-postfix, skifte til versaler, afkorte filnavne med mere. Du kan også benytte eksisterende metadata, der er tilføjet den eksisterende fil og benytte det i det nye filnavn.

Hent KUKnet FileRenamer her.