Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

4 i test - de bedste gratis Windows 10-apps

Her er fire af de allerbedste, gratis apps fra Microsoft Store.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Adobe Photoshop Express

http://bit.ly/photxpress

Dette er en neddroslet version af Adobes førende fotoredigeringsværktøj. Appen fungerer særlig godt med en trykfølsom skærm, hvor du kan optimere dine fotos med blot nogle få klik og svirp på skærmen – og appen er fuldstændig gratis!

Der er et udvalg af ”looks”, du kan vælge imellem. De minder om Instagram-filtre, men der er flere valgmuligheder. For eksempel er der filtre til at udglatte hud (til portrætter), og et andet filter kan trække det blå og grønne frem i billedet. Du kan beskære, spejlvende, ændre eksponering og farver, tilføje vignetter, fjerne fejl og fjerne ”røde øjne”.

Ingen af funktionerne er gemt bag en betalingsmur, men du vil blive bedt om at oprette et Adobe ID, eller at logge ind med din Facebook- eller Google-konto.

Bedømmelse: 5/5 stjerner

2 VLC

www.microsoft.com/en-gb/p/vlc/9nblggh4vvnh

VLC er en gratis medieafspiller, som fungerer på enhver Windows-platform, herunder pc’er, mobile enheder, Xbox og HoloLens. Den kan også håndtere stort set alle eksisterende mediefiltyper, uden at du behøver at downloade ekstra plugins eller codec’er.

Når du starter VLC Medie Player første gang, vil den automatisk finde alle tilsluttede lagerenheder og tilbyde at bruge dem til enten at gemme dit mediebilbliotek eller kopiere herfra til Windows-enhedens eget interne lager.

Herefter er appen meget nem at styre, og du kan endda låse knapperne, så du ikke ved en fejl kommer til at springe en scene over. VLC-versionen i Microsoft Store understøtter ikke dvd- og Blu-ray-afspilning – så skal du have fat i den komplette skrivebordsversion – men bortset fra det er Windows-appen noget nær ideel.

Bedømmelse: 4/5 stjerner

3 Microsoft To-Do

www.microsoft.com/en-gb/p/microsoft-to-do/9nblggh5r558?

Det er ikke, fordi der mangler planlægningsværktøjer i Microsoft Store, men Microsofts eget er svært at slå. To-Do er nemt at bruge. Du laver blot en liste over dine opgaver – inklusive deadlines – og så vælger du, hvilke du vil få ordnet i dag. Dagens opgaver vil stå under ”min dag”, og de kan fjernes, når du er færdig med dem.

To-Do er enklere end en konkurrent som Trello (https://trello.com), hvor du for eksempel kan tildele opgaver til forskellige mennesker. Trello egner sig også til jobbet, hvor To-Do er mere til dine private opgaver som at sende fødseldagskort eller købe mælk. Du kan dog dele din liste med andre mennesker i din familie eller bolig – for eksempel hvornår det er et af børnenes tur til at støvsuge eller bære skrald ud.

Bedømmelse: 4/5 stjerner

4 Hotspot Shield Free VPN

www.microsoft.com/en-gb/p/hotspot-shield-free-vpn/9wzdncrdfng7

Der er ikke så mange vpn-muligheder i Microsoft Store, men det anerkendte Hotspot Shield er der. Når du starter appen første gang, bliver du bedt om enten at betale for et premium-abonnement eller vælge en 7-dages prøveperiode. Men hvis du klikker på tilbagepilen øverst til venstre, kan du fortsætte med at bruge appen gratis. Klik på ”Connect”, så bliver du tildelt en virtuel IP-adresse. 

Appen er praktisk at have, hvis du vil have adgang til indhold, der er spærret i din region, slippe uden om censur. Der er dog ulemper. Den gratis version er ikke særlig god til streaming – den har en daglig grænse på 500 MB.

Desuden er Hotspot Shield blevet beskyldt for at bruge browserdata til at målrette reklamer (ligesom Google), hvilket firmaet bag benægter.

Bedømmelse: 3.5/5 stjerner