Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

4 i test: De bedste gratis vpn-løsninger

Der er mange gratis vpn-løsninger. Men her de ypperste.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Hotspot Shield Free
www.hotspotshield.com/free-vpn

Ikke blot er Hotspot Shield Free blandt de mere kendte vpn-muligheder, men vi betragter den også som den bedste. Du kan knytte dig selv til et af 25 lande, hvis du betaler for Elite-versionen af appen, og herefter kan du justere dine indstillinger efter behov.

I den gratis version er du begrænset til steder, som Hotspot Shield vælger for dig, og du bliver eksponeret for reklamer. I gratisversionen kan du beskytte op til fem enheder samtidig, og du har en databegrænsning på 500 MB om dagen (15 GB om måneden). Det lyder ikke af så meget, men sammenlignet med TunnelBear herunder er det faktisk ret generøst. Hvis sikkerhed er dit eneste mål, så er Hotspot Shield Free på bølgelængde med dig – den hævder at have ”military-grade encryption”, hvilket giver tryghed, når du overfører penge i forbindelse med shopping på nettet.

Hent Hotspot Shield Free her

2 TunnelBear
www.tunnelbear.com

Der er noget nuttet over designet af TunnelBear, men det er faktisk en seriøs, gratis vpn-tjeneste, især efter at den blev opkøbt af sikkerhedsgiganten McAfee. Der er både en gratis og en betalt abonnementsløsning. Den eneste begrænsning ved gratisversionen er, at du kun kan have 500 MB trafik/måneden.

Du kan ikke benytte Tunnel-Bear hele tiden uden at betale, men gratisversionen kan bruges, når du har behov for en smule ekstra beskyttelse. TunnelBears mange betalingsplaner fjerner disse restriktioner, også antallet af tilgængelige lande og antallet af tilknyttede enheder.

TunnelBear har for nylig styrket sin privatlivspolitik, så vpn’en nu indsamler færre data om sine brugere. For eksempel skal du ikke angive et fornavn, når du tilmelder dig. Og den registrerer ikke længere, hvor mange forbindelser du har oprettet gennem hele din brugsperiode.

Hent Tunnelbear her

3 Windscribe
https://windscribe.com/

Windscribes styrke er den rigelige mængde data, du får lov til at bruge i gratisversionen. Så skal du ikke tænke på det.
Dertil kommer, at der lægges vægt på at beskytte brugerens privatliv. Her får du hele 10 GB om måneden som standard, og du kan vælge blandt otte fjernservere, når du benytter Windscribe VPN Free.

Windscribe gemmer ikke en forbindelseslog, IP-aftryk eller besøgte steder. Når du aktivt er forbundet til en server, gemmer Windscribe dit brugernavn, den vpn-server, du er tilsluttet og mængden af data. Men det slettes senest tre minutter efter, at du har lukket for vpn’en.

Hvis du tweeter om vpn’en, får du yderligere 5 GB, og du får 1 GB, hver gang du får en ven til at tilmelde sig. Hvis en af dem, du har anbefalet, opgraderer til Pro-versionen, får du uendelig mange data og andre bonusting.

Hent Windscribe her

4 Speedify
https://tinywall.pados.hu/

Som navnet mere end antyder, har Speedify et særligt formål som gratis vpn-tjeneste: At sikre, at du – mens du er helt beskyttet – har en internetforbindelse, der er så hurtig som muligt. For at opnå dette gør Speedify brug af alle til rådighed stående internetforbindelser. Den kan finde på at kombinere en Ethernet-forbindelse med en mobil 3G/4G-forbindelse. Selvom du kun har én slags internetforbindelse får du ifølge firmaet bag ekstra hurtig adgang.

Den gratis plan giver fuld adgang til alle servere (ligesom abonnementsversionen). Men datamængden begrænses. Her får du i første måned 4 GB og i de efterfølgende måneder 1 GB. Det kunne være bedre, men også her retter gratisversionen sig mod brugere, der kun periodevis skal have ekstra sikkerhed.

Hent Speedify her