Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

4 gratis programmer der dur til noget

Her er fire gode og gratis programmer udvalgt af redaktionen på AOD. Find disse og flere andre gratis programmer under fanebladet “Gratis software” på aod.dk.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det periodiske system
Programnavn: Periodiske system 2020

Vi er sikkert mange, for hvem det periodiske system er et lidt fjernt minde fra kemiundervisningen i grundskolen. Det gør dog ikke emnet mindre interessant for dem af os, som har en medfødt nysgerrighed.

Med appen Periodiske system 2020 får du et hurtigt overblik over, hvor de forskellige elementer er placeret i det periodiske system. For hvert element bliver du desuden præsenteret for en lang række egenskaber, der er kendetegnende for elementet, det er masse-fylde, antal partikler og meget mere.

Avanceret registreringsdatabaseprogram
Programnavn: O&O RegEditor

O&O RegEditor bør være noget for dig, hvis du hører til dem, der ikke afskrækkes af at benytte Windows registreringsdatabase. O&O RegEditor er et alternativt program til Windows registreringsdatabaseprogram.

Programmet byder på en række features som Windows-versionen ikke har. Blandt andet kan du, hvis du finder en sti til en ΄nøgle΄ på internettet, kopiere det direkte ind i programmet via udklipsholderen. Der er også en søgefunktion, der præsenterer det fundne på listeform, og der er en del flere finesser.

Universel Windows tilpasning
Programnavn: Winaero Tweaker

Måske du ikke er helt tilfreds med, hvorledes Windows ser ud eller agerer, men med Winaero Tweaker har du muligheden for at ændre på dette uanset, om du bruger Windows 7, 8, 8.1 eller Windows 10. Programmet stiller en lang række kategoriserede tweaks til rådighed, som omhandler snart sagt alle aspekter ved Windows.

Du kan foretage en lang række ændringer for, hvorledes Windows tager sig ud, lige fra farvevalg til størrelse på elementer på skærmen. Men der er også en lang række tweaks, der ændrer, hvad Windows stiller til rådighed for dig som bruger. Der er som sagt mange forskellige kategorier og alt for mange til at komme ind på.

Nogle vil ikke være interessante for dig, men der vil næsten med garanti være noget, som kan interessere dig. Kig mulighederne igennem og læs, hvad de enkelte valg indebærer, der er adgang til forklaringer af, hvad det enkelte valg går ud på. Et omfattende program der byder på lidt af hvert.

Udklipsholder med logfunktion
Programnavn: clipLogger

Har du ofte behov for at genbruge tekstsekvenser, men har ikke brug for en decideret erstatning til Windows udklipsholder, der kategoriserer tekstsekvenser, så er clipLogger måske den gyldne mellemvej, du søger. Programmet logger automatisk alt, du kopierer til udklipsholderen, og placerer det i et enkelt vindue.

Som standard ledsages hver logning af en tidsangivelse for logningen. Programmet kan også, hvis du ønsker, logge kildestien ved kopiering af filer, og du kan logge links, som du møder på internettet i klikbar form, så du kan besøge linket inde fra programmet. Enkelt men alligevel en tanke værd.