Vi kan alle have brug for at sikre be-stemte filer eller mapper på vore computere, hertil benyttes et krypteringsprogram. FinalCrypt er et sådant krypteringsprogram, men det går lidt andre veje, når det kommer til, hvorledes krypteringen beskyttes. Normalt foregår dette ved, at man vælger et password, som man skal benytte, når man vil dekrytere det krypterede igen.
Alternativt benytter man en såkaldt cipher-fil i stedet. FinalCrypt baserer på, at man benytter en meget stor cipher-fil og meget gerne en billed- eller videofil. Det giver flere fordele. Ved at benytte en billed- eller videofil, som kun du har adgang til, sikres det, at det bliver meget svært for udefrakommende at få adgang til det krypterede.
Den anden fordel er, at det kan være lettere at huske en billedfil end et kompliceret password. Programmet er ligetil, det der skal krypteres vælges i venstre side, billedfilen vælges i højre og efter krypteringen slettes originalfilen, der erstattes af fil med *.bit postfix.
NetSpot er et gratis program, hvormed du kan tjekke dit trådløse netværks signalstyrke. Programmet giver en glimrende og overskuelig oversigt på listeform over alle trådløse netværk i nærheden, som kan registreres.
Du får signalstyrken for det enkelte trådløse netværk, om den vurderes til at være god eller ej, den anvendte kanal kan aflæses, hvilket frekvensbånd der anvendes, hvilken sikkerhed der benyttes, samt hvilken trådløs forbindelsestype der er tale om. Ved klik kan man få en mere grafisk repræsentation af kanal med mere. Programmet kan også fås i betalingsudgaver med mange flere features.