Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

4 fremragende gratis programmer

Her er fire af de bedste gratis programmer du kan hente lige nu.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tjek hvad der sker i din nærhed
Programnavn: Eventbrite

Det er rart at opleve noget nyt, men hvad sker der, og hvilke events vil være interessante at besøge i den nærmeste fremtid? Det kan appen Eventbrite til Android hjælpe dig med. Du vælger blot din hjemby, og appen vil herefter foreslå dig en række events i nærheden af dig, som måske kan have din interesse.

Du kan selv snævre dit interessefelt ind, hvis du ønsker, og du kan følge bestemte events. Appen leverer flere nære hits, hvis man bor i København end i en mindre by, men prøv at se i dit område.

Hent Eventbrite her

Styr musen med tastaturet
Programnavn: NeatMouse

Du vil ønske, at du har installeret NeatMouse, når computermusen pludseligt går i udu. Eller hvis du af andre grunde ønsker at styre musecurseren via tastaturet. Programmet, der enten kan installeres eller anvendes som portabel version, kan nemlig styre curseren via fastlagte taster, som standard anvendes det numeriske tastatur.

Dertil skal man lægge en aktiveringstast, der slår mus-emuleringen til og fra ved behov. Udover at flytte musecurseren, kan du højre- og venstreklikke samt emulere klik på scrollhjulet.

Hent NeatMouse her

Kryptering med et tvist
Programnavn: FinalCrypt

Vi kan alle have brug for at sikre be-stemte filer eller mapper på vore computere, hertil benyttes et krypteringsprogram. FinalCrypt er et sådant krypteringsprogram, men det går lidt andre veje, når det kommer til, hvorledes krypteringen beskyttes. Normalt foregår dette ved, at man vælger et password, som man skal benytte, når man vil dekrytere det krypterede igen.

Alternativt benytter man en såkaldt cipher-fil i stedet. FinalCrypt baserer på, at man benytter en meget stor cipher-fil og meget gerne en billed- eller videofil. Det giver flere fordele. Ved at benytte en billed- eller videofil, som kun du har adgang til, sikres det, at det bliver meget svært for udefrakommende at få adgang til det krypterede.

Den anden fordel er, at det kan være lettere at huske en billedfil end et kompliceret password. Programmet er ligetil, det der skal krypteres vælges i venstre side, billedfilen vælges i højre og efter krypteringen slettes originalfilen, der erstattes af fil med *.bit postfix.

Hent FinalCrypt her

Tjek signalstyrken
Programnavn: NetSpot

NetSpot er et gratis program, hvormed du kan tjekke dit trådløse netværks signalstyrke. Programmet giver en glimrende og overskuelig oversigt på listeform over alle trådløse netværk i nærheden, som kan registreres.

Du får signalstyrken for det enkelte trådløse netværk, om den vurderes til at være god eller ej, den anvendte kanal kan aflæses, hvilket frekvensbånd der anvendes, hvilken sikkerhed der benyttes, samt hvilken trådløs forbindelsestype der er tale om. Ved klik kan man få en mere grafisk repræsentation af kanal med mere. Programmet kan også fås i betalingsudgaver med mange flere features.

Hent NetSpot her