Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: 3Doodler 2.0

3Doodler et sjovt legetøj, der i de rette hænder kan skabe flotte 3D-objekter.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Udviklingen indenfor 3D-print går hurtigt. Teknologien er ikke længere forbeholdt storindustrien, men kommer også ind i hjemmet, takket være billigere og mere brugervenlige printere.

Med 3Doodler er vi helt nede på hyggeniveau. Glem alt om avancerede 3D-modeller, du har designet i computeren. Her tegner du 3D frit i hånden. Doodler-pennen fyldes med printmateriale, der varmes op, så det flyder i en jævn strøm ud af spidsen. Det størkner næsten øjeblikkeligt igen, og dermed er det muligt at tegne figurer og bygge modeller, der bevæger sig op over bordet og ud i luften.

Præcisionen er selvsagt ikke den samme som med en god 3D-printer, men med lidt øvelse er det faktisk muligt at skabe flotte resultater. Som et supplement til en rigtig 3D-printer kan den også bruges, da du med Doodleren kan tilføje detaljer til dit 3D-print i hånden. Det er en fordel, hvis man kan tegne godt i forvejen. Vores grafiker på bladet fik med det samme nydelige 3D-tegninger ud af Doodleren, mens undertegnede ikke fik andet end kulørte fuglereder ud af den. Pennen kan både printe i ABS og PLA, to plastmaterialer med hver deres særlige egenskaber.

Bedst gik det med ABS, da PLA har tendens til at størkne og blokere spidsen, så du er nødt til at åbne og rense pennen. En opgave man dog i det hele taget ikke kommer helt uden om, da smeltet plast bare er lidt noget griseri. Selvom man godt kunne være foruden dette arbejde, er 3Doodler et sjovt legetøj, der i de rette hænder kan skabe flotte 3D-objekter.  AOD17_Nyt_grej05