Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

3D-bølgen skyller over os

Du har sikkert set Avatar og blevet betaget af de imponerende tredimensionelle billeder. Snart får du imidlertid ikke kun 3D i biografen. Fjernsyn, computere, spillekonsoller og selv mobiltelefoner er en del af 3D-bølgen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En film som Avatar kommer ikke ud af det blå. James Cameron sætter sig ikke bare for at lave en film til over en milliard og kommer på den fikse ide, at den skal være 3D.

Der er en grund til, at den er udkommet nu og blevet lanceret med så enormt et marketingsbudget. Det er nemlig yderst vigtigt, at den bliver en succes. Ellers kan det betyde mange tabte kroner for såvel film- som hardwareproducenterne.

Et af filmens væsentligste formål er nemlig at vække vores appetit for 3D-teknologien, som producenterne har brugt årevis på at forberede. Nu er den her så og klar til at omslutte dig på alle fronter.

3D i hjemmebiografen

Næstefter at lancere 3D-teknologien i biografen er det jo oplagt at kaste sig over hjemmebiograferne. Og det er netop, hvad tv-producenterne har gjort. Det seneste lange stykke tid har 3D-teknologien stået øverst på dagsordnen, når der er blevet annonceret nye fjernsyn.

Nu er vi så rent faktisk ved at få det første 3D-grej hjem i de danske butikker og i løbet af sommeren, kan du godt regne med, at din lokale tv-handler vil give dig den helt store salgstale om 3D-verdenens vidundere.

I april sendte Samsung den første 3D blu-ray-afspiller i handlen, skarpt efterfulgt af det første 3D-tv.

Blu-ray-afspilleren er kompatibel med alle 3D-forberedte tv, der følger branchestandarden. Den hedder BD-C6900 og har en pris på 3.000 kroner.

Overkommelige priser

Tre kilo er ikke voldsomt for en veludrustet blu-ray-afspiller. Når den så oveni købet kan afvikle 3D, virker det yderst rimeligt. Prisen er heldigvis meget betegnende for det generelle niveau.

Priserne for Samsungs 3D-fjernsyn, der inkludere syv forskellige LCD, LED og Plasma modeller lige fra 40 til 63 tommer, starter ved 10.999 kroner og inkluderer et par 3D-briller. De kan også forvandle almindeligt 2D-indhold om til 3D.

Sonys modeller starter lidt højere med 14.000 kroner for en LED-model på 40” og 18.000 kroner for en tilsvarende model på 46”. Den må du dog vente på til midten af juni.

Det behøver du ikke med LGs modeller, som er på markedet nu. LX950N er en LED-model, der fås i 47 og 55 tommer og har priser på 21.999 og 28.499 kroner.

Panasonic har også 3D-modeller på vej. Priserne er ikke annonceret endnu men serien vil inkludere LED-modeller med fuld HD og Ambilight samt verdens første Full HD 3D Cinema 21:9 TV i biograf-format, som er ude i sensommeren.

Deres 3D Blu-ray-afspiller er dog allerede på gaden. Den har mange andre smarte funktioner som eksempelvis trådløs netværksforbindelse, men prisen er så også oppe på 3.995 kroner.

Til de fleste 3D-tv hører minimum et sæt 3D-briller med. Man skal dog være opmærksom på, at de forskellige producenter anvender forskellige teknologier, så et par briller fra den ene producent ikke nødvendigvis passer med et tv fra en anden.

XpanD har imidlertid designet et par universalbriller, der skulle fungerer gnidningsløst med stort set alle 3D-ready fjernsyn samt med lærredet i enhver biograf.

3D på spillekonsollen

Er du PlayStation3-ejer står du i en privilegeret position. Så behøver du nemlig ikke købe en 3D blu-ray afspiller. Til sommer bliver den blu-ray afspiller, der sidder i konsollen nemlig opgraderet til at vise 3D. Det sker ved en simpel software-opdatering.

På den måde får du ikke blot mulighed for at se film i 3D men også at spille computerspil i tre dimensioner. Det kræver dog stadigvæk, at du investerer i et 3D-tv med »active shutter«-teknologi og tilhørende briller.

Nintendo er også med på bølgen og lancerer en særlig 3D-udgave af deres transportable DS konsol til jul. Den vil også kunne spille gamle titler i 3D, og du behøver ikke 3D-briller for at opleve effekten.

Pc-gamerne skal heller ikke bekymre sig. De får også del i 3D-løjerne. Der er allerede sendt pc-skærme på gaden, som understøtter 3D, og Asus har skabt en solid gamer-notebook med 3D-egenskaber. De kræver dog stadig briller, som dem der eksempelvis leveres af nVidia.

Hvis 3D bliver en succes, er der ingen tvivl om, at teknologien også vil brede sig til andre områder og nye apparater. Kommercielle 3D-kameraer er allerede ved at dukke frem, og Nokia er begyndt at tale om 3D-mobiltelefoner.