Er Intels nye 3D XPoint-teknologi det største paradigmeskifte inden for computere siden lanceringen af siliciumchips? Er det blot et spørgsmål om hurtigere ssd’er? Eller drejer denne historie sig blot om en kombination af vaporware og konspirationsteorier?
3D XPoint er en af de mest mystiske teknologier, der er kommet fra Intel i årevis. De første produkter står for døren, men vi har alligevel ikke helt forstået, hvad teknologien består af, eller hvordan den fungerer. Det er ikke engang fuldstændig klart, hvad der er meningen med den.
Det skyldes delvis en mangel på klarhed fra Intels side (og fra partneren Micron). Vi har set blandede udtalelser, både når det gælder de udvalgte applikationer til 3D XPoint og de oplysninger, Intel har leveret om det tekniske fundament. Det er navnlig det sidstnævnte punkt, der har affødt spekulationer.
Naturen bryder sig ikke om vakuummer, og det tomrum, som de tågede meldinger har skabt, har ført til omfattende gætterier.
Er 3D XPoint grundlaget for en helt ny holdning til chips med chalcogenider og faseskiftende materialer, der skal erstatte silicium og transistoren? Er det vejen til fuldt integreret optisk computerteknologi? Vil den gennembryde loftet på cirka 4 GHz for cpu-hastigheder og føre til frekvenser på flere hundrede gigahertz?
Det myldrer med rygter om luskede manøvrer. Er de beskedne tekniske oplysninger et forsøg på at beskytte værdifuld og sårbar intellektuel ejendom? Nedtoner Intel 3D XPoints virkelige værdi, mens man sikrer sig de relevante patenter og skaffer sig et indbringende forspring før den næste computergeneration? Findes der et bevidst coverup, som truer tredjepartspatenter?
Stærke sager. Det er dog ikke nemt at nå frem til sandheden. Vi ved kun, at de første 3D XPoint-produkter vil bestå af ikkeflygtigt ssd-lager, der bliver solgt under det nye Intel Optane-brand. Men selv her er der grund til forvirring. De første Optane-drev skal ikke erstatte systemhukommelse og harddiske.
De er snarere noget midtimellem – en slags hurtig cache, der skal fungere som buffer foran den relativt langsomme ydelse hos et ssd med NAND-flashhukommelse. Med det in mente må vi hellere gå i gang.