Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

3D-tv i stort format

Nu kan du se 3D-fjernsyn i det helt store format. For en række hjemmebio-projektorer kan vise tredimensionale billeder ligesom mange fladskærms-tv’er. Vi tester tre nyheder til priser fra 5.500 til 30.000 kroner.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den helt store tv-oplevelse i biografstil kræver en tv-projektor, som sender film- og tv-billeder op på væggen eller på et lærred. Nu kan du også få tv-projektorer, der kan vise 3D-billeder – præcis som moderne tv-fladskærme – og det gør jo bare oplevelsen endnu større.

Trods blandet kritik er 3D-fænomenet kommet for at blive. Alle tv-apparater vil snart kunne vise 3D, og den vej går det også med de projektorer, som er beregnet til at vise levende billeder.

3D kan du få mange steder fra. 3D-film fra Blu-ray-diske er det mest oplagte, og mange spil leveres i dag i 3D-versioner. I Danmark har vi også fået en 3D-tv-kanal via Canal Digital, og mange flere vil følge.

Med eller uden 3D er det under alle omstændigheder imponerende at kunne se film og sport i diagonalstørrelser på 100”, 200” eller 300”. Det kan i dag lade sig gøre med projektorer, der er til at betale.

Kræver lidt mere end et tv

En projektor er dog en lidt mere krævende løsning end et tv-apparat. Du skal have et lærred eller en hvid væg, som du kan projicere billedet op på. Desuden er der sjældent (eller ofte kun meget ringe) højttalere indbygget i en projektor. Så du skal have et lydanlæg ved siden af.

Dertil kommer, at de fleste projektorer ikke dur, hvis der er for meget lys i lokalet. Du kan skrue op og ned for lysstyrken, men billedet er bedst, når lokalet er dunkelt. I øvrigt stiger støjen fra den indbyggede blæser, når du skruer op for lysstyrken. Endelig skal du bruge lidt tid til at få projektoren monteret fast (hvis du ønsker det), bedst i loftet. Men billedoplevelsen er anstrengelserne værd.

Selve 3D-delen fungerer præcis som med et tv. Du skal have et sæt 3D-briller, der matcher det system, som projektoren benytter. Med nogle projektorer følger brillerne med. Hos andre skal du købe dem separat. De koster typisk fra cirka 350 kroner og opefter.

Læs testene her:

Sony VPL-HW30ES
Vivitek D-538W-3D
Vivitek Qumi