Af Jan Skøt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det er ikke kun i biffen eller på din store LCD-skærm, du kan se 3D-film. Vil du have billedet op i stort format, kan du også opnå dette med en projektor. Men det har hidtil krævet to identiske projektorer eller en projektormodel, der koster spidsen af en jetjager. Det laver Viewsonic om på med en projektor til lige under 12.000 kroner. Den er udstyret med en 3D-boks, der sørger for, at projektoren kan vise tredimensionale billeder.
Det er naturligvis en ulempe at skulle have en ekstra boks, men boksen har 2 stk. HDMI 1.4-indgange, så du også kan bruge den som omskifter mellem to kilder – for eksempel en Blu-ray-afspiller og en settopboks, når du vil se tv.
Viewsonic PJD5523w-projektoren benytter DLP-teknologi og har en opløsning på 1280 x 800 pixel, og den kan håndtere HD-formaterne 720P og 1080i.
Lysstyrken er 2700 ansi-lumen, hvilket er rigeligt til hjemmebrug, selv i en stue med dagslys.
Vigtige plusser: 3D i storformat virker bedre end på en lille skærm – og nu til en holdbar pris.