Test: 3D-print for den tålmodige

Test: 3D-print for den tålmodige

Share

Duplicator i3 er blandt de billigste 3D-printere, du kan opdrive. Men du må kæmpe en kamp for at klemme noget, der bare minder om et 3D-objekt, ud af den

3D-printere er ved at komme ned i priser, der er til at overkomme. For få tusind kroner kan du få en maskine, der kan forvandle computerens 3D-modeller til fysiske objekter.
Du må dog væbne dig med tålmodighed, hvis du går efter en helt billig 3D-printer, som Duplicator i3. Med denne printer får du ikke meget forærende. Inden du kan komme i gang med at printe, må du selv samle den. I kassen er de dele og det værktøj, du skal bruge, og der medfølger også en printet manual, som leder dig igennem proceduren.

Det er ikke ligefrem en ukompliceret maskine, og derfor er det ret vigtigt, at informationerne leveres klart og præcist. Desværre er manualen sjusket skrevet, så man af og til kan være i tvivl om, hvad der skal gøres. Det lykkedes dog at få printeren samlet i løbet af en lille time.

Rå minimalisme
Der er noget tiltalende over printerens industrielle minimalisme. Enhver form for luksus er udeladt. Intet er gjort for at forskønne designet, og mekanikken står frit fremme, så du kan se maskinen arbejde og betragte dit 3D-objekt komme til live.

Se også:  XYZ da Vinci Nano [TEST]: Den billigste 3D-printer der dur

Hjernen bag det hele er en sort metalboks, der stilles ved siden af printeren. På fronten er et simpelt LCD-display og ved siden af en rund drejeknap, hvormed du foretager enhver indstilling af maskinen. Rullen med dit printmateriale placeres frit hængende på en stander ovenpå boksen.

Alsidig maskine
Printeren udskriver i de to meget udbredte plasttyper PLA, ABS og dertil en række andre materialer.
Dine 3D-modeller skal fodres til maskinen i Gcode-formatet. Det er dog muligt at åbne andre formater – inklusiv det udbredte stl-format – i det medfølgende pc-program, hvor de kan konverteres til Gcode, inden de overføres til printeren via enten microSD-kort eller USB. I programmet kan du også designe dine egne modeller.

Primitive indstillinger
Vi gav os i kast med at printe en byggeklods – en model vi tidligere har haft god succes med på andre maskiner.
Før der kom andet end sammenkrøllet fnuller ud af printeren, måtte vi dog bruge en del tid på at indstille afstanden mellem printhovedet og underlaget. Det skal gøres temmelig præcist for at undgå, at enten printmaterialet størkner, inden det rammer pladen, eller at printhovedet skærer ned i underlaget.

Indstillingen foregår via skruer under printpladen, og der er ikke meget andet at gøre end at prøve sig frem. Producenten angiver en afstand, der hedder ”tykkelsen af et A4-ark”, et noget diffust mål, der ikke kan bruges til meget. Men det kan da også næsten være det samme. Når indstillingsværktøjerne er så primitive, er nøjagtighed alligevel ikke noget, man kan stræbe efter.  

En mølædt byggeklods
Det var lidt af en succesoplevelse, da materialet endelig hang fast, og byggeklodsen begyndte at materialisere sig.
Begejstringen tog dog et dyk, da vi så den færdige klods. Den lignede noget, der var ædt godt igennem af møl. Hullet, flosset og skrøbelig.

Se også:  3D Creator [TEST]: Verdens billigste 3D-scanner?

Det kunne jo bare skyldes forkerte indstillinger, så vi gav os til at prøve forskellige ting af – ændre temperatur på printhoved og printplade, genindstille afstanden og skifte materialet – resultatet var dog det samme.

Lidt for skrabet
Vi kan ikke udelukke, at det ville have været muligt at få flottere resultater, havde vi brugt endnu mere tid på at finindstille maskinen. Efter mere end en arbejdsdag brugt på at rode med den, var tålmodigheden dog brugt op.

Vi kan faktisk rigtig godt lide printerens rå simpelhed, men et grundlæggende problem er, at indstillinger, der er helt afgørende for kvaliteten af dit print, er overladt til manuelle indstillinger, som ikke kan foretages særligt præcist med de værktøjer, der er til rådighed. Derfor vil resultaterne uværgerligt blive lidt tilfældige.

Wanhao Duplicator i3 er i sandhed en chance for at få fingrene i en billig 3D-printer, men den kræver en hel del tålmodighed hos køberen for at få et brugbart resultat.

Wanhao Duplicator i3 er i sandhed en chance for at få fingrene i en billig 3D-printer, men den kræver en hel del tålmodighed hos køberen for at få et brugbart resultat.

Wanhao Duplicator i3
  • Features
  • Brugervenlighed
  • Ydelse
  • Pris

Alt om DATA siger:

Man sidder med fornemmelsen af, at Duplicator i3 ville præstere fine resultater, hvis blot indstillingerne var sat helt rigtig. Det kan man så bruge oceaner af tid på at pille med. Vores tålmodighed nåede dog at slippe op, inden der kom et ordentligt 3D-print ud af den.

Pris: 3500 kroner

2
Brugerbedømmelse 2.5 (2 stemmer)
Sender
Del denne