Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

3D-film og internet direkte på tv’et

Et tv er ikke længere bare et tv. Nu får du både 3D og internet direkte på dit husalter.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke så tit, at Alt om DATA kigger på tv, faktisk så er der gået adskillige år, siden vi sidst smed et tv på vores testbænk. Men da vi så specifikationerne på det nye tv fra Sony med det mundrette navn KDL-40EX720, måtte vi bare kigge nærmere på det.

Vi snakker om fuld hd, 3D – både ægte 3D-signal og kuns-tigt 3D, hvor tv’et selv forsøger at ændre et almindeligt signal til 3D – internetadgang indbygget og applikationer som YouTube, Facebook, Twitter, Skype og mange andre funktioner, indbygget dvb-t- og dvb-c-tuner, og listen bliver ved et godt stykke endnu.

Vi ønskede at teste tv’et for dets 3D-funktionalitet og ikke mindst dets internetfunktionalitet. Så som det første gik vi i gang med at skaffe en 3D-afspiller, hvilket blev en PlayStation 3, som godt nok lige skulle opgraderes med den nyeste firmware først.

Men derudover så var der lige en anden ting, nemlig at PlayStation 3 skulle nulstilles og tilkobles til tv’et med et hdmi-kabel, før vi kunne bruge 3D-funktionaliteten.

Tv’et kommer uden de nødvendige 3D-briller, så vi skaffede et sæt 3D-briller fra Sony, TDG-BR250/B, som er de såkaldte Active Shutter-briller i, siger Sony, letvægtsdesign, og som samtidig er genopladelige og til en pris på 700 kroner for et par.

Således klar til at se 3D smed vi først en tegnefilm og dernæst en actionfilm i PlayStation 3 og lænede os tilbage for at nyde showet.

3D fungerer – næsten da

Det er altid lidt specielt at snakke om 3D og ikke mindst sige, om det er godt eller dårligt. Der er ingen tvivl om, at det 3D, vi så på KDL-40EX720, var noget af det bedste, vi endnu har set på et tv, men det er ikke det samme, som det er imponerende godt.

Når du sidder og ser på 3D, så er der hele tiden følelsen af, at billedet ikke står helt skarpt, at der er tågede områder, og at billedet står dobbelt.

Den slags kan du godt glemme, når du ser en spændende film, men når tempoet går ned, så er det altså tydeligt, at billedet ikke er helt så skarpt, som når du almindeligvis ser på tv.

Men 3D-effekterne er gode, og der var ingen tvivl om, at dybdevirkningen var flot og god. Men hvor er det dog irriterende at skulle sidde med briller på hele tiden. Og selvom Sony påstår, at det er letvægtsdesign, så er det altså nogle store djævle at skulle have på hovedet, og helt billige er de jo heller ikke. Så det bliver hurtigt en dyr oplevelse, hvis hele familien skal udstyres med briller for at kunne se den nye Pirates-film.

Som vi sagde, så er Sony blandt de bedste 3D-tv, vi endnu har set. Så hvis det er 3D, du er ude efter, så er dette 40"-tv en glimrende kandidat.

Internetmuligheder i massevis

KDL-40EX720 viste virkelig kræfter, da det kom til internetdelen. Godt nok var det nødvendigt enten at koble et netkabel direkte bag i tv’et eller tilslutte et usb-netkort (som tv’et var kompatibelt med), før vi fik adgang til netværket. Men derefter virkede det så bare problemfrit.

Internetopkoblingen gav virkelig tv’et ekstra mange muligheder, og her var vi godt nok imponerede af kvaliteten. Der er en række installerede applikationer på tv’et, blandt andet med adgang til Sputnik, YouTube og LoveFilms, og de videosekvenser, vi så her, var godt nok gode. Selvom tv’et var nødt til at opskalere billederne, så de fyldte hele skærmen, så klarede det øvelsen til topkarakter.

Men ud over at se på videokanaler fra nettet så er der også indbygget en næsten helt almindelig browser i tv’et, og derudover så er der applikationer til Facebook og Twitter. Har du mod på at opdatere tv’et, kan du også få adgang til Skype på dit tv, og på den måde bliver videoopkald pludselig en helt anden oplevelse.

Alt i alt var vi glade for tv’et. Det er flot, elegant, rimelig tyndt, vejer ikke meget og har et billede i meget høj kvalitet, når vi snakker om almindelig 2D-tv.

Skulle du have lyst, kan tv’et også forvandle dit almindelige 2D-billede til 3D, hvilket fungerer rimelig godt med de fleste udsendelser, men lad være med at gøre det med en actionfilm – der knækker filmen lidt. Min teori er, at der sker lidt for meget.