”VMware er i dag et sikkerhedsfirma”. Så klart udtrykte direktør og lande-chef Lars-Bo Klausen sig, da Alt om DATA mødte ham under årets VMworld i Barcelona – og det mener han for så vidt ikke, der er noget mærkeligt i. For firmaet, der er i stand til at binde hvad som helst sammen på hvilken som helst it-platform, er det en helt naturlig udvikling.
Kunderne stiller nemlig stadig større krav om en fleksibel infrastruktur og i takt med, at stadig flere Internet of Things-enheder tages i brug, lige som 5G er på vej med myriader af nye end-points til følge, bliver sikkerhed af stadig større betydning for virksomhederne.
På WMworld fortalte CEO Pat Gelsinger, at markedet bugner af sikkerhedsløsninger, men at der er tale om et fragmenteret marked, hvor hverken løsninger eller leverandører snakker sammen.
Det har VMware nu gjort noget ved, idet man med konceptet Intrinsic Security kan sikre kundernes infrastruktur effektivt på tværs af al hardware og al software. Det giver blandt andet mulighed for at arbej-de med distribuerede firewalls og dermed flytte sikkerheden ud lige præcis dér, hvor workloadet er.
Alt sammen ud fra konceptet ”Build, Manage, Run, Protect”, så al sikkerhed fra VMware er altså softwarebaseret og kan dermed skaleres efter behov.
”At kunne tilbyde dette helt nye syn på sikkerhed er essentielt i en tid, hvor lysten til at anvende cloud for alvor er kommet, og hvor brugerne i stadig højere grad går efter multicloudløsninger. Vi fungerer som det mellemlag, der kan binde alt sammen, og vi giver blandt andet mulighed for, at virksomhedernes apps helt transparent kan flyttes fra en sky til en anden, f.eks. fra AWS til IBM eller Azure.
Det giver kunderne høj grad af fleksibilitet, men det gør det også sværere både at gennemskue sikkerheden samt ikke mindst sikre sig, at den altid er toptunet. Derfor er det så vigtigt, at sikkerheden flyttes derud, hvor workloadet er”, siger Lars-Bo Klausen.
Netop med henblik på at styrke sikkerheden købte VMware i september firmaet Carbon Black, der skal danne fundamentet for en ny forretningsenhed netop med fokus på sikkerhed, og Dell, der i dag ejer størstedelen af VMware, har ligeledes besluttet at lægge løsningerne fra Carbon Black på deres laptops, lige som de kommer til at indgå i VMwares NSX netværksteknologi.
Med opkøbet lancerer VMware altså Intrinsic Security, der vel nærmest kan oversættes som integreret sikkerhed, hvilket jo så rent faktisk også er tilfældet. Målgruppen er det, man kalder for The Modern Distributed Enterprise, hvilket vil sige virksomheder, der fuldt ud har taget skyen til sig.
Med det nye fokus tænker VMware sikkerhed ind overalt og i alt, men lægger ligeledes vægt på at gøre det på en konstruktiv måde således, at virksomhederne ikke skal bruge tid på at jagte spøgelser.