Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

32” professionel luksus

Respekt! Det er vist det ord, som bedst karakteriserer Samsungs overlækre 32” UHD-skærm.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tilsvarende respektindgydende er prislappen på ikke mindre end 14.900 kr. vejledende, men tag en dyb indånding, læs videre og se, hvad du får for de mange penge.

Samsung slår hårdt på, at U32D970Q er fabrikskalibreret, så den direkte ude af kassen kan levere en farvegengivelse, der kan tilfredsstille selv en krævende professionel bruger.

Dette produktfoto yder slet ikke Samsungs overlækre U32D970Q UHD-skærm retfærdighed. Den refleksfri skærm i den smalle ramme leverer testens bedste billede, overholder alle standarder og har faciliteter til professionel kalibrering.

Det lyder lidt langhåret, og det er det også. Samsung oplyser, at hver enkelt skærm under produktionen hardware-kalibreres i 25 zoner, hvad der skal sikre jævne og præcise farveovergange samt levende farver i både gråtoneskala og hvidbalance.

Det siger noget om niveauet, at de forvalgte billedtilstande ikke hedder noget som Game, Movie, Photo osv., men er angivet ved eksakte standarder som Adobe RGB, sRGB, EBU, BT.709, SMPTE-C og DICOM. Dette ledsages af certifikater fra organisationer som TÜV Rheinland og UL (Underwriters Laboratories).

Og ikke nok med det: Den professionelle bruger kan selv kalibrere skærmen – eller betale sig fra at få det gjort. Til det formål medfølger programmet NCE (Natural Color Expert), som sammen med en kalibrator (et colorimeter), der skal købes separat, gør processen forholdsvis enkel.

Grundlæggende skal kalibratoren kobles til skærmen via en USB-port, hvorefter softwaren klarer resten. Det ville jeg gerne have prøvet, men jeg havde ikke lige en Spyder 4 eller et af de andre fem kompatible colorimetre på budgettet.

Til LCD-panelet bruger Samsung deres egen PLS (Plane-to-Line Switching) teknologi, som er beslægtet med LGs ips og – lover firmaet – har omtrent de samme fordele plus større lysstyrke og lavere produktionsomkostninger.

Billedgengivelsen er så flot og rolig, at jeg næsten kan komme til at sidde og savle over Windows’ standard-startskærm. Lysstyrken er uhyre ensartet over hele den store flade, og med forvalget Adobe RGB, som primært bruges i den grafiske branche, er farverne og lysniveauet lige i skabet – og særdeles behageligt for øjnene.

Betragtningsvinklen er meget bred og mindst lige så god som med et ips-panel. Adgangen til indstillingerne sker gennem touch-felter under skærmen. Her ville det være på sin plads med en app til computeren.

Også i slukket tilstand og bagfra er skærmen en fryd for øjnene. Der er praktisk talt ingen reflekser i frontglasset, og den smalle, skrå plastramme omkring panelet er tæt på at være usynlig. Samsung har valgt lodret orientering til samtlige tilslutninger – bortset fra to USB-porte – og skjult dem bag et diskret panel på bagsiden.

Tilgængeligheden kunne være bedre, men til gengæld kan kablerne føres usynligt gennem foden og ned under bordet. Det er også muligt at hænge skærmen på en væg – et VESA-beslag medfølger.